Von der Leyen blev grillet om Vestagers nye post: ’Timmermans er første næstformand. Vestager er i øjenhøjde med ham’

Ifølge den radikale europaparlamentariker Karen Melchior løber formandskandidaten fra sin aftale.

Tyske Ursula von der Leyen er blevet nomineret til den magtfulde post som kommissionsformand. Men hos de liberale i Europa-Parlamentet er der utilfredshed at spore. (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

Hvilken plads får den radikale Margrethe Vestager egentlig i den nye Europa-Kommission?

Det var et af de tilbagevendende spørgsmål, da Ursula von der Leyen tidligere i dag var til spørgetime hos den liberale gruppe, Forny Europa, i Europa-Parlamentet.

I sidste uge blev Tysklands kristenkonservative forsvarsminister nomineret til posten som ny formand for Europa-Kommissionen af EU’s stats- og regeringschefer.

Her kom det samtidig frem, at formandskandidaten agter at nominere Margrethe Vestager, som selv er en del af Forny Europa-familien, til at blive den ene af de to højestrangerende næstformænd i den nye kommission.

Den anden bliver den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans, der i dag har posten som første næstformand i Europa-Kommissionen.

Frans Timmermans og Margrethe Vestager står til at blive højstrangerende næstformænd i den nye Europa-Kommission. Men det er endnu uvist, hvad rollerne kommer til at indeholde. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Det er ham, der blandt andet leder møderne i Europa-Kommissionen, når den nuværende formand, Jean-Claude Juncker, er udenbys. Og den rolle beholder han, understregede Ursula von der Leyen i dag over for de liberale europaparlamentarikere.

Det kom dog bag på mange af de fremmødte. Og formanden for gruppen, rumænske Dacian Ciolos, ville gerne vide, om de to næstformænd vil være på samme niveau i kommmissionen.

- Frans Timmermans er første næstformand. Margrethe Vestager er i øjenhøjde med ham. Det, tror jeg, står klart, lød det fra Ursula von der Leyen.

Nej, lød det fra en af parlamentarikerne, og derfor blev formandskandidaten nødt til at uddybe.

- Det betyder, at man er ligeværdig, og at man får en fremtrædende placering sammenlignet med andre næstformænd. Derfor er det meget klart, at hun vil få en stilling, der vil harmonere med hendes tyngde og den fremtrædende rolle, hun vil spille i den kommende Kommission, lød det fra Ursula von der Leyen.

Mere magt og indflydelse til Vestager

Hvad den rolle går ud på, er endnu uvist.

Allerede efter topmødet i sidste uge understregede både Margrethe Vestager og statsminister Mette Frederiksen (S), at det slet ikke er afgjort, hvad den nye post helt konkret kommer til at indeholde – og derved også hvor magtfuld den eller de andre kommissærposter bliver.

- Arbejdsopgaverne og hvem, der gør hvad på hvilke tidspunkter, er stadig op til forhandling, sagde Margrethe Vestager dengang.

Ursula von der Leyen ville heller ikke ind på, hvad Margrethe Vestager, der i dag er EU's konkurrencekommissær, kommer til at få ansvaret for.

- Hvis jeg først begynder at beskrive den ene kommissærs portefølje, vil alle stats- og regeringscheferne begynde at ringe til mig for at præge puslespillet, sagde hun og fortsatte:

- Men jeg kan forsikre jer om, at hun vil få en fremtrædende placering, for hun har gjort et fremragende stykke arbejde, fastslog hun og tilføjede, at Margrethe Vestager skal ”have mere magt og indflydelse” i den nye kommission.

- Jeg har den største respekt for det, hun har opnået, og hun har et fanstatisk omdømme. Hun bliver en vidunderlig person i den kommende kommission.

Ursula von der Leyen understregede samtidig, at hun agter at respektere stats- og regeringschefernes ønske om at lave en ledelse i Europa-Kommissionen. En ledelse, som efter planen skal bestå af Ursula von der Leyen selv, Margrethe Vestager og Frans Timmermans.

- Jeg vil uden tøven følge den beslutning, sagde hun.

Her ses Ursula von der Leyen med den nye formand for Europa-Parlamentet, David-Maria Sassoli. I næste uge skal Europa-Parlamentet stemme om den nye kommissionsformand. (Foto: © OLIVIER HOSLET, Scanpix)

Uvished om afstemning

Den radikale europaparlamentariker Karen Melchior deltog i dagens høring i Bruxelles, og hun er ikke tilfreds.

Hun mener, at Ursula von der Leyen er i gang med at løbe fra aftalen om, at Margrethe Vestager og Frans Timmermans skal være ligestillede i den nye kommission.

- Hvis hun gør Timmermans til første næstformand, vil der være tale om en nedgradering af Vestager. Det er i strid med den aftale, der lå efter rådsmødet i sidste uge. Her fremgik det, at de ville få samme rang i Europa-Kommissionen, siger Karen Melchior, som ikke giver meget for formuleringen om, at Margrethe Vestager kommer til at være ”i øjenhøjde” med Frans Timmermans.

- Der er reelt tale om forskelsbehandling mellem de to, og det var ikke en del af aftalen.

Europa-Parlamentet skal først godkende Ursula von der Leyen, før hun kan overtage posten som kommissionsformand. Den afstemning finder efter planen sted i næste uge. Men Karen Melchior er ikke sikker på, at hun vil stemme for hende.

- De svar, hun gav i dag, har ikke styrket min tillid til hende. Hvis hun allerede løber fra de ting, hun har lovet os, inden hun bliver kommissionsformand, hvordan kan vi så stole på hende fremover?, lyder det fra Karen Melchior.

Her kan du se, hvorfor kommissionsformanden er så magtfuld: