Voldsom smitte i flere europæiske lande: 'Presset fra den tredje bølge er stærkt'

Mens Danmark langsomt genåbner, stiger smitten i flere europæiske lande, hvor man forbereder nye nedlukninger.

Mens der er genåbning på vej herhjemme, oplever flere europæiske pres fra tredje bølge af corona. (Foto: © ANDREAS GEBERT)

Mens coronasmitten er i svag vækst herhjemme, og samfundet langsomt åbnes, kan det samme ikke siges om en række andre lande i Europa.

Her bliver der i disse dage sat triste rekorder og indført nye restriktioner.

Vi ser nærmere på coronasituationen rundt omkring på kontinentet her.

Rekordmange døde i Ungarn

Voldsom coronasmitte har fået Ungarn til at lukke blandt andet skoler, ikke-essentielle butikker og spisesteder. Samtidig er det obligatorisk at bære mundbind, og der er indført udgangsforbud fra 20-05. (Foto: © BERNADETT SZABO, Scanpix)

- Jeg har kun dårligt nyt. Vi står overfor de hårdeste to uger, siden pandemien gjorde sit indtog. Antallet af smittede stiger skarpt, og det vil det fortsætte med på grund af mutationerne.

Sådan lød det den 25. februar fra Ungarns premierminister, Victor Orban, i en nedslående Facebook-video rettet mod sine landsmænd.

Meldingen kom, efter Ungarn havde registreret 4.385 nye smittetilfælde, hvilket var ny rekord, og Orban-regeringen forlængede landets delvise nedlukning frem til 15. marts.

Håbet om at kvæle smittespredningen er dog ikke lykkedes.

I fredags satte landet en ny trist rekord, da myndighederne berettede om 11.265 nye smittetilfælde i landet, der har knap 10 millioner indbyggere.

I går var der endnu flere tragiske nyheder og en ny trist rekord, da Ungarn registrede 247 døde med covid-19 på et enkelt døgn.

Den voldsomme udvikling har fået det samlede dødstal til at passere 20.000, hvilket giver en dødsrate, der er blandt verdens absolut højeste og omkring fem gange højere end i Danmark.

Delvis påske-lockdown i Østrig

Der kommer ikke til at være meget liv i gågaden i Wien de kommende dage. (Foto: © Leonhard Foeger)

Hvor mange herhjemme ser frem til få lokkerne klippet eller igen få serveret en kop kaffe på sin yndlingscafé, er det den helt modsatte situation flere steder i Østrig, heriblandt hovedstaden Wien og i delstaterne Niederösterreich og Burgenland, der grænser op mod Ungarn.

Det er landets hårdest ramte områder, og derfor træder der fra i morgen nye restriktioner i kraft, som varer mellem fem og ti dage som en måde at dæmme op for spredning af særligt den britiske coronavariant.

Alt undtaget ikke-essentielle butikker vil derfor være lukkede, ligesom der vil være udgangsforbud fra midnat til midnat, hvor det kun vil være tilladt at forlade sit hjem, hvis man har en gyldig grund som eksempelvis indkøb, lægebesøg eller gå en tur med sin hund. I resten af landet gælder udgangsforbudet kun om aftenen fra klokken 20 til 6.

Sundhedsminister Rudolf Anschober har opfordret folk til ikke at samles i helligdagene og undlade at rejse mellem regionerne, selvom det dog ikke er forbudt.

- Ubegrænsede rejser kan føre til en stigning i smittetilfælde, og det kan betyde, at hospitalerne går fra ekstemt pressede til overfyldte. Så vi skal alle sammen være ansvarlige nu. Vi er nødt til alle sammen at være en del af løsningen i de kommende uger for at undgå at belaste landets hospitaler, lød det fra Anschober i går.

Østrigerne skal fremover bære maske i særligt befolkede områder, og det har også været diskuteret, om det kunne blive et krav at skulle fremvise en negativ coronatest. Forslaget har dog ikke haft tilstrækkelig politisk opbakning og er foreløbig skrinlagt.

Kedelige rekorder i Grækenland

Corona-trætheden er ved at sætte ind i Grækenland, hvor der i løbet af måneden har været demonstrationer i Athen. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, AFP or licensors)

I løbet af ugen er der blevet sat flere kedelige rekorder i Grækenland, der har været under lockdown siden november.

Ikke alene målte man det højeste antal af nye smittede på en enkelt dag tirsdag, men også antallet af indlagte covid-19- patienter med behov for respirator har nået rekordhøjt niveau.

I alt er blev der fundet 4.340 nye coronatilfælde tirsdag, mens 741 er indlagt på intensiv i respirator. Hårdest ramt er hovedstadsregionen, Attica, hvor hospitalernes intensivafdelinger efterhånden er ved at nå fuld kapacitet, og man er begyndt at oprette ventelister.

Regeringen har trods de høje smittetal satset på en snarlig genåbning af samfundet, begyndende med skolerne og efterfulgt af restaurationsbranchen, der har været lukket siden november.

I løbet af i dag har en eksertgruppe af blandt andre epidemiologer mødtes for at præsentere regeringen for en plan til gradvis genåbning

Ifølge landets vicepremierminister vil regeringens genåbningsstrategi blive en kontrolleret genåbning, som vil afhænge blandt andet af vejret, vaccinationer og eventuelle selv-test.

Et presset Polen

Messe Palmesøndag blev med halvt fyldte kirker, og sådan kommer det også til at se ud i påskedagene. (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, ALEKSANDRA SZMIGIEL)

I det overvejende katolske og konservative Polen går indbyggerne ind i helligdagene med restriktioner, som strækker sig foreløbigt ti dage frem.

- Presset fra den tredje bølge er stærkt. Vi nærmer os grænsen for, at vores sundhedssystem stadig kan fungere effektivt, lød det ildevarslende fra premierminister Mateusz Morawiecki i sidste uge.

Smittetallet i Polen er steget over de seneste uger og nåede i dag sit hidtil højeste antal corona-relaterede dødsfald.

I alt er der blevet registreret 32.874 nye tilfælde, mens 653 personer er døde med covid-19.

De nye restriktioner, som blev indført for lidt over en uge siden, indebærer blandt et begrænset antal på personer i kirkerne, lukning af børnehaver og skønhedsklinikker.

Samtidig opfordrer myndighederne til at begrænse kontakten til kun den nærmeste familie - noget premierministeren har erkendt er et stort offer at bede om kort umiddelbart inden påskedagene.

- For Polen er det den vanskeligste tid i pandemien i de seneste 13 måneder, sagde Morawiecki.