Da krigen i Ukraine brød ud, ringede 27-årige Vitalina Dubovik til sine forældre. Hun spurgte, om hun ikke skulle komme og hente dem. Bringe dem i sikkerhed hjem til hende i hovedstaden Kyiv.
Nej, lød svaret fra forældrene, der befandt sig i havnebyen Mariupol i den østlige del af landet.
- Du panikker, Vitalina, sagde hendes mor i telefonen. En bombe i ny og næ var de jo vant til.
For siden 2014 har der mere eller mindre konstant været småkampe mellem ukrainske soldater og pro-russiske separatister i den østlige region af Ukraine.
Men da præsident Vladimir Putins soldater invaderede Mariupol tilbage i marts måned, blev det hurtigt klart. Det var ikke 'bare' en bombe i ny og næ. Det var bomber hver dag.
Et helvede på jord
Før krigen var Mariupol hjem for omkring 450.000 ukrainere, heriblandt Vitalinas forældre. To pensionerede mennesker, der havde boet i byen hele deres liv.
De blev fanget i orkanens øje, da slaget om Mariupol brød ud.
For hvad Vitalinas forældre ikke havde forudset var, at byen blev omdrejningspunktet for nogle af de hårdeste og blodigste kampe, der er set under krigen.
Bomberne fløj ned om ørerne på Vitalinas forældre og tvang dem til at søge tilflugt i en kælder.
Her boede de uden vand, varme eller internet i flere måneder.
- Der var dårligt signal, så jeg hørte sjældent fra dem. Jeg øvede mig hele tiden på vores samtaler, hvis nu de skulle ringe, for så var jeg klar, siger Vitalina.
DR har fulgt Vitalina og udviklingen i Mariupol siden april måned. Flere gange har hun rapporteret på vegne af sine forældre fra kælderen.
- Jeg havde stor tiltro til, at de var ok. For de har jo mig. Og jeg er sikker på, at de bare sad og ventede på den dag, hvor vi kunne blive genforenet, siger Vitalina om perioden.
Havnebyens sidste bastion
Inden Vitalinas forældre blev pensioneret, arbejdede de begge på byens næsten 100 år gamle stålværk, Azovstal, der sørgede for smør på brødet for mange tusind mennesker i Mariupol.
- Fabrikken gav arbejde til alle og arrangerede også gratis sommerudflugter ud til havet for de ansatte og deres familier, siger Vitalina.
Under den russiske belejring af Mariupol blev værket et symbol på ukrainernes ukuelige kampvilje. Det var her, de sidste ukrainske soldater søgte tilflugt og slog hårdt tilbage mod russerne. Alt imens gemte Vitalinas forældre sig i beskyttelsesrummene ligesom så mange andre civile.
- Jeg var konstant bange for, at russerne ville finde mine forældre. Når jeg ikke hørte fra dem, kunne jeg kun læse om de blodige kampe ved Azovstal i medierne, siger Vitalina.
- Der florerede rygter om, hvordan civile ukrainske mænd blev tvunget til at tage et våben i deres hænder og kæmpe gå i krig med russerne. Det måtte ikke ske for min far.
Og det var kun et spørgsmål om tid, før de ukrainske soldater måtte overgive sig og overlade Azovstal til russerne. I maj måned faldt Mariupol, og stålværket blev havnebyens sidste bastion.
En russisk besat spøgelsesby
Inden Mariupol faldt, lykkedes det Vitalinas forældre at komme sikkert ud af byen, til Kyiv, hvor Vitalina bor. Men der bor stadig mange ukrainere i byen, der i dag kontrolleres af russiske tropper.
Heriblandt Vitalinas 70-årige moster og hendes 97-årige benamputerede bedstemor, som Vitalina jævnligt snakker med.
- Jeg er meget bekymret for dem. Der er hul i deres tag, og de kan kun varme sig på en gammel brændeovn, siger Vitalina.
Hun fortæller, at livet er svært for de to ældre damer i Mariupol. Byen er sønderbombet og som jævnet med jorden. Over 20.000 civile er blevet dræbt, og de mange lig i gaderne gør hverdagen til et helvede.
- De lever i et fængsel. Jeg er ikke sikker på, at de overlever vinteren, for de kan ikke få fat i brænde og mad, siger hun.
For prisen på fødevarer er eksploderet, og det er ikke nemt at finde arbejde, der kan betale for den dyre føde.
- Dem, der er blevet tilbage, kan arbejde for russerne. Men det bliver ifølge ukrainsk lovgivning betragtet som et forræderi mod landet, siger Vitalina.
Så i stedet kan man hjælpe med at rydde op, fortæller Vitalina. Vaske byens trapper rene for blod eller bære et af de mange lig væk.
- Det er den eneste mulighed, der er, for at tjene til føden, siger Vitalina.
Her kan du se, hvordan krigens fronter har flyttet sig i løbet af det sidste år: