Kreditorer har sendt Grækenland et tilbud i sidste øjeblik

Grækenlands finansminister siger, at Grækenland ikke vil betale låneafdraget tilbage.

De græske banker holder lukket i en uge, men 1.000 filialer vil i tre dage holde åbent, så landets pensionister uden kreditkort kan have nogle penge. (Foto: © YANNIS BEHRAKIS, Scanpix)

Europæiske långivere har sendt et tilbud til kriseramte Grækenland, blot et halvt døgn inden det eksisterende låneprogram udløber med udgangen af juni.

Det siger en EU-kilde til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den græske stat er på randen af bankerot, og både landets banker og børsen i Athen er lukket.

Ifølge den græske finansminister, Yanis Varoufakis, vil Grækenland ikke betale det låneafdrag, der skal tilbagebetales senest i dag.

Kræver mildere krav

Grækerne har krævet lån uden de skrappe reformer - eller i hvert fald langt mildere krav - og samtidig forventer regeringen gældslettelse.

Grækerne har endnu ikke fået den sidste milliardudbetaling fra långiverne, Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU, der alle har krævet reformer, før man vil sende penge.

Venstrefløjsregeringen har forsøgt at holde gang i forhandlingerne uden at komme med indrømmelser. Senest ved at annoncere en folkeafstemning om långivernes krav om blandt andet at reformere de - ifølge EU-kollegerne - lidt for generøse pensionsvilkår.

/ritzau/dpa