VIDEO Trump i indsættelsestale: Vi giver magten tilbage til folket

Tiden for tom snak er ovre. Nu kommer handlingens time, siger den amerikanske præsident.

Donald Trump lover at overføre magt til folket i sin indsættelsestale som ny præsident i USA.

- I dag overfører vi ikke bare magt fra en administration til en anden eller fra et parti til et andet, siger Donald Trump.

- Vi overfører magt fra Washington D.C. og giver det tilbage til jer, folket, lyder det fra den nye amerikanske præsident i sin tale foran Capitol Hill i den amerikanske hovedstad.

Washington har blomstret de seneste år, mens folk rundt om i USA ikke har fået del i de gode forhold, lyder budskabet fra den amerikanske præsident.

- Establishmentet beskyttede sig selv, men ikke indbyggerne i vores land, siger han.

Ifølge Donald Trump har der været ”meget lidt at fejre for lidende familier” i USA, som har oplevet, at jobs er forsvundet, og fabrikker er lukket.

- Det ændrer sig alt sammen, og det starter lige nu og her, siger den nye amerikanske præsident.

- Jeg vil kæmpe for jer, hver gang jeg trækker vejret, og jeg vil aldrig nogensinde svigte jer, tilføjer han.

'Køb amerikansk'

Donald Trump sætter også ord på de forandringer, der ifølge ham vil ske, nu hvor han er præsident. Ændringer, der ifølge den nye præsident handler om igen at få kontrol over grænserne og bringe velstand og jobs tilbage til USA.

- Vi vil genopbygge vores land med amerikanske hænder og amerikansk arbejdskraft, siger Donald Trump.

- Vi vil følge to simple regler. Køb amerikansk og hyr amerikansk, tilføjer han.

Der skal bygges nye veje, broer, lufthavne, tunneller og jernbaner, lyder det fra den nye præsident, der også siger, at folk skal væk fra understøttelse og i stedet have et arbejde.

Budskabet om at skabe velstand og ændringer i måden at føre politik på gentager Donald Trump i løbet af talen.

- Vi vil ikke længere acceptere politikere, som kun taler, men ikke gør noget, siger han.

- Tiden for tom snak er ovre. Nu kommer handlingens time, uddyber Donald Trump.

Fædrelandskærlighed

Talen omhandler også international politik og fædrelandkærlighed.

- Vi vil forstærke gamle alliancer og skabe nye – og samle den civiliserede verden mod radikal islamistisk terror, som vi vil udrydde helt fra jordens overflade, siger han.

Biblen og guds ord får også plads i talen.

- Der skal ikke være nogen frygt. Vi er beskyttet og vil altid være det af de dygtige mennesker i vores militær og politi- og retsvæsen. Og ikke mindst vil vi være beskyttet af gud, siger han.

Inden præsidenten slutter af med sit kendte slogan “We Will Make America Great Again”, taler han om fædrelandskærlighed:

- Det er tid til at huske den gamle visdom, som vores soldater aldrig glemmer: At uanset om vi er sorte, brune eller hvide, bløder vi alle det samme røde fædrelandsblod, vi nyder alle de samme gloværdige friheder, og vi ærer alle det samme skønne amerikanske flag.

Se hele talen i klippet nedenunder

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5876bd12a11fa01578861711