Hillary Clinton er den første kvinde nogensinde til at blive valgt som præsidentkandidat for et af de to store partier i USA.
I sin tale på Demokraternes partikonvent, hvor hun officielt takkede ja til at blive sit partis præsidentkandidat, var det da også kvindetemaet, der var det mest bemærkelsesværdige, fortæller DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.
- Det historiske ved Hillary Clintons kandidatur er, at hun er kvinde, og da hun kom ind på emnet, opstod det emotionelt stærkeste øjeblik i talen, siger han.
- Hun sagde: "Når der ikke er noget loft, så er himlen grænsen". Der har været et loft over, hvad kvinder har kunnet. Kvinder har til dato ikke været nomineret til præsidentkandidat i USA. Det var et stort øjeblik, at dette loft nu blev splintret, siger Steffen Gram.
Præcis med sit budskab
Derudover var et af de markante punkter budskabet om at skabe arbejdspladser i USA, hvor hun adskilte sig fra Republikanernes kandidat, Donald Trump, vurderer DR's internationale korrespondent.
- Det fik hun meget klart igennem. Det var ikke en overvældende elegant tale, men en effektiv tale blandt andet i forhold til det med arbejdspladser.
- Der skal arbejdspladser tilbage til USA. Især i hårdt ramte områder som West Virginia og Michigan - og der var hun meget præcis i modsætning til Donald Trump. I modsætning til Trump gav hun mange detaljer, fortæller Steffen Gram.
Langede ud efter Trump
Republikanernes kandidat har været ude med riven efter indvandrerne - specielt illegale indvandrere.
- Hun sagde, man kan ikke have 11 millioner illegale indvandrere og bare smide dem ud. Det er umenneskeligt. Hun lægger op til en indvandrereform, men ikke en der smider folk ud, som Trump lægger op til, siger Steffen Gram.
Donald Trump blev omtalt i flere sammenhænge, blandt andet henviste hun til et af modpartens slagord, og hun langede direkte ud efter rivalen i kampen om præsidentposten.
- Hun gik virkelig på ham. Især den sætning 'I can do it' - den sætning er næsten for uamerikansk for hele den amerikanske menneskeopfattelse. Hun sagde, det her er noget, vi gør sammen, vi skaber alting sammen. Det blev en meget stærk passage og afvisning af Trump, fortæller Steffen Gram.