VIDEO Nordkorea fejrer "Den kære Leder"

Mens hele verden spekulerer i årsagen til snigmord på halvbror til Nordkoreas diktator, hylder landet sin tidligere leder.

Det er i dag den 16. februar.

Herhjemme er det ikke nogen speciel dag, men det er det i Nordkorea.

I dag har deres afdøde leder, Kim Jong-il, også kendt som "Den kære Leder" nemlig fødselsdag.

Lige præcis hans fødsel bliver markeret hvert år, og den 16. februar har endda fået sit eget navn: ”Den skinnende Stjernes Dag”. Alligevel kan dagen i dag betragtes som noget lidt særligt.

For levede Kim Jong-il stadig, ville han i dag have rundet det skarpe hjørne ved 75, og traditionen tro er han blevet fejret med manér.

Blomster og buk på programmet

Ligesom de forrige år blev et såkaldt blomstershow stablet på benene i hovedstaden Pyongyang. Opstillingen bestod udelukkende af blomsterne Kimjongilia, som netop er opkaldt efter den tidligere leder.

På pladsen Mansudae Hill kom nordkoreanerne selv med blomster. Dem lagde de foran den 22 meter høje bronzestatue af Kim Jong-il, som står ved siden af en lignende statue af faren, Kim Il-sung.

- Jeg tror, at den her dag gør os alle glade, siger Han Il Ung, som bor i hovedstaden og deltog i fejringen.

Også Kim Jong-ils søn, Nordkoreas nuværende leder, Kim Jong-un, mindedes sin far i dagens anledning. Han besøgte det mausoleum, hvor ”Den kære Leder” ligger begravet. Han var i selskab af en hær af officerer og soldater, som holdt dagens blomstertema ved at medbringe blomsterkranse.

I Nordkorea bliver det hvert år forventet, at indbyggerne viser deres respekt over for deres tidligere leder, som havde magten i landet i 17 år.

Kim Jong-il døde på en togrejse i december 2011. Han blev 69 år.

Efterforskningen fortsætter

Samtidig med at nordkoreanerne holder fødselsdag, er malaysisk politi fortsat i gang med at undersøge, hvad der skete med den tidligere leders søn Kim Jong-nam, som døde mandag efter at være blevet overmandet i lufthavnen i Kuala Lumpur i Malaysia.

En kvinde skulle angiveligt have lagt en våd klud over hans ansigt, så det begyndte at svie i hans øjne.

Indtil videre er tre personer blevet anholdt i sagen, men det vides endnu ikke, hvem der står bag snigmordet på halvbroderen til Nordkoreas nuværende diktator.

Flere asiatiske medier spekulerer i, om det er Nordkorea selv, der ville af med Kim Jong-nam, som i sin tid var den, der skulle have overtaget magten efter faren.

Nordkorea har ikke udtalt sig om dødsfaldet.