Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, vil give det skotske folk valget mellem at forlade EU sammen med Storbritannien eller at blive et uafhængigt land.
Og i dag skal parlamentet så stemme om, hvorvidt man vil forsøge at gennemføre en sådan uafhængighedsafstemning. Afstemningen skal efter Sturgeons ønske afholdes mellem efteråret 2018 og foråret 2019.
I sidste ende skal det britiske parlament dog sige god for afstemningen. Og Sturgeons ønske om en afstemning er ikke populær hos den britiske premierminister i Downing Street i London.
Theresa Mays talsmand har således sagt, at det skotske folk ikke ønsker en ny folkeafstemning, fordi det kun er lidt over to år siden, befolkningen stemte nej til løsrivelse.
I videoen fortæller DR Nyheders Storbritannien-korrespondent, Kim Bildsøe Lassen, om baggrunden for skotternes uafhængigheds-planer, og om hvad der skal til, for at skotterne kan få en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien.