Tæt stuvet sammen og med hænderne i vejret råber hundredvis af flygtninge og migranter efter mad, som bliver kastet ud over forsamlingen af de ungarske myndigheder.
De gruopvækkende optagelser er fra en madbank i Ungarns største flygtningelejr ved grænsebyen Roszke.
- Det var som dyr, der blev fodret i en stald, siger Klaus Kufner, der som østrigsk hjælpearbejder har filmet episoden under et besøg i lejren.
Her opholder flere hundrede flygtninge og migranter sig i håbet om at kunne rejse videre nordpå til Østrig og Tyskland. Det skriver Ritzau.
Optagelserne viser, hvordan hjelmklædte politifolk med hygiejnemasker kaster sandwichpakker til sultne flygtninge og migranter, og hvordan de kravler op på hegnet for at få betjentenes opmærksomhed.
UNHCR, FN's flygtningehøjkommissarat, har tidligere kritiseret Ungarn for at have forværret forholdene for flygtninge og migranter i flygtningelejren i grænsebyen Roszke. EU har også kritiseret Ungarns politi og soldater for deres hårde behandling af folk.
Se de gruopvækkende optagelser i videoen over artiklen.