Under Sahel-hospitalet i det centrale Beirut ligger en underjordisk bunker, der tilhørte den tidligere Hizbollah-leder Hassan Nasrallah.
Det påstår det israelske militær, der mandag offentliggjorde en animeret video, der angiveligt viser bunkeren. Hen over videoen taler militærets talsperson, Daniel Hagari.
- I aften vil jeg dele efterretninger med jer omkring et mål i det centrale Libanon, som vi ikke angreb i dag, siger Daniel Hagari.
Herefter kan man se en animation af hospitalsbygningen set ovenfra.
- Fra begge sider kan man se en indgang og en udgang. Det er indgangs- og udgangstunneller til en underjordisk bunker.
DR har ikke uafhængigt verificeret videoen.
For Peter Viggo Jacobsen, lektor ved forsvarsakademiet, er det helt tydeligt, hvorfor IDF vælger at offentliggøre denne type materiale.
- Når de viser de her videoer, er det for at dokumentere, at når de rammer civile mål som hospitaler, er det, fordi den onde fjende har gemt militære ting i nærheden af bygningen.
Hundredevis af millioner af dollar i guld og kontanter
Efter topskuddet af det animerede hospital skifter billedet. Nu er man under jorden, under hospitalet.
- Dette er bunkeren. Den indeholder værelser, senge og infrastruktur til længere ophold og evnen til at lede kamp fra undergrunden, siger Daniel Hagari, mens man kan se, hvad der forestiller en underjordisk bunker.
I videoen kan man se flere rum, og i det største af dem er der bundter af kontanter, der er stablet fra gulv til loft. Centralt på gulvet ligger der guldbarrer.
- Der er i øjeblikket hundredvis af millioner af dollars i kontanter og guld inde i bunkeren, siger Daniel Hagari, der tilføjer, at bunkeren fungerer som en 'central økonomisk facilitet for Hizbollah'.
Der blev ikke fremlagt nogen beviser for påstanden i forbindelse med den animerede video, eller de udtalelser fra Daniel Hagari, der blev givet i samme forbindelse.
'Samme modus som i Gaza'
Udtalelsen kom efter det israelske militær havde opfordret hospitalets patienter og medarbejdere til at søge væk fra området sent mandag aften,skriver BBC. Kort tid efter ramte et israelsk luftangreb nær et andet hospital i det sydlige Beirut Rafik Hariri Universitetshospital. Ifølge Libanons sundhedsministerium blev 13 mennesker - inklusive et barn - dræbt.
Det israelske militær (IDF) siger, at de ramte 'Hizbollah-mål' tæt på hospitalet.
Den forklaring fra det israelske militær vækker genklang hos Peter Viggo Jacobsen, der er lektor ved forsvarsakademiet.
- Det er samme modus, som vi har set i Gaza. Her har de også under påskud af at ville ramme fjendens militære mål angrebet steder, hvor der befandt sig civile, siger han.
'En undskyldning for at retfærdiggøre angreb på Libanon'
Hospitalsledelsen på Sahel-hospitalet sagde tidligere på morgenen, at der ikke er hold i IDF's påstande.
I et interview med CNN siger Fadi Fakhry Alame, der er en af hospitalsdirektørerne på Sahel-Hospitalet, at 'de israelske påstande har ikke noget på sig og er en undskyldning for at retfærdiggøre angreb på Libanon og dets institutioner'
- Hospitalet har operationsstuer, der er ingen tunneller, ingen bunkers. Det er ren fantasi, sagde Fadi Fakhry Alame og tilføjede, at Sahel-Hospitalet har fungeret i 42 år og ikke er tilknyttet nogen 'politisk gruppe'.
Til Reuters sagde han, at han inviterede den libanesiske hær og journalister til at inspicere hospitalet, så de med egne øjne kunne se, at de israelske påstande var usande.
Tirsdag formiddag publicerede BBC en video, hvor en af deres journalister, inspicerer gangene under hospitalet. Du kan se videoen her:
- Jeg er to etager under hospitalet lige nu. Området lige bag mig er der, hvor medicinsk affald er opbevaret. Selv det blev åbnet for os. Lighuset blev åbnet. Alle skuffer blev åbnet for at vise, at der ikke var noget i.
- Lægerne har udvist stor velvilje til at vise os alt, der er at se, og til at vise, at der ikke er noget her, tilføjede BBC-journalist Orla Guerin, inden hun bevægede sig en etage op.
Hizbollah, hvis militante gren er på EU's og USA's terrorliste, har ikke kommenteret IDF's påstand på nuværende tidspunkt.
'Israel forsøger at legitimere angreb på offentlige steder'
Israelerne ønsker at bruge denne type video til at legitimere luftangreb på offentlige steder, hvor der befinder sig civile, siger Peter Viggo Jacobsen
Det kan dog blive problematisk for israelerne, hvis det, der hævdes at gemme sig i bunkeren under hospitalet, "kun" er penge og guld.
- Hvis det bare er penge, er det så rimeligt, at Israel angriber et hospital, hvor der opholder sig civile? Selvom Israel vil argumentere for, at de opererer i henhold til krigens love, så kan de få samme legitimitetsproblem, som de har fået i Gaza, siger Peter Viggo Jacobsen.