Hassan Nasrallah er død: Grønthandlerens søn blev til 'Høgen fra Libanon'

Nasrallah gjorde Hizbollah til en magtfaktor i Mellemøsten.

En iraker kysser et foto af Hassan Nasrallah. Hizbollah-lederen blev fredag dræbt i et israelsk luftangreb. (Foto: © Essam Al-Sudani, Ritzau Scanpix)

Israel betragter ham som en terrorist med mange israelske liv på samvittigheden.

Men for sine tilhængere er han en modstandshelt, der som en af de eneste arabiske ledere har formået at udfordre Israels militære magt.

Sayyed Hassan Nasrallah, Hizbollahs mangeårige leder, blev fredag dræbt i et israelsk luftangreb. Hizbollah er på USA's terrorliste, mens EU har bevægelsens militære gren på sin terrorliste.

I løbet af sine 32 år i spidsen for Hizbollah har han gjort organisationen langt mere magtfuld.

Ikke alene har den paramilitære styrke, der støttes af Iran, været i stand til at sende målsøgende missiler langt ind i Israel. Hizbollahs politiske gren har også udviklet sig til en magtfaktor i Libanon med flere medlemmer af parlamentet.

Men hvordan blev Hassan Nasrallah, søn af en fattig grønthandler, til "Høgen fra Libanon"?

Hassan Nasrallah, der blev født i 1960, er på mange måder et barn af Libanons blodige borgerkrig.

Hassan Nasrallah blev 64 år. (Foto: © Khalil Hassan, Ritzau Scanpix)

Var med til at danne Hizbollah

I 1975 måtte familien flygte fra det østlige Beirut på grund af borgerkrigen, og Nasrallah, der studerende teologi, meldte sig ind i Amal, en shiamuslimsk bevægelse og paramilitær gruppe.

Efter Israels invasion af Libanon i 1982 forlod Nasrallah dog Amal og sluttede sig til den nydannede gruppe Hizbollah.

Her var de unge krigere inspireret af - og fik hjælp fra - krigere fra Irans islamistiske revolution tre år tidligere.

- Jeg var 22 år, fortalte han i 2006 til Washington Post.

- Vi plejede at diskutere, hvordan vi skulle gøre det, hvis vi skulle smide de israelske besættere ud af vores land. Vi så på, hvad der skete i Palæstina, Vestbredden, Gaza-striben, Golan og Sinai, sagde han.

De unge krigeres konklusion var, at de ikke kunne regne med hjælp fra de øvrige arabiske lande eller FN.

- Den eneste måde var at gribe til våben og selv kæmpe mod besættelsesmagten, fortalte han dengang til avisen.

Popsange om Hizbollah-leder

I 1992, da Nasrallah var 32 år gammel, blev han udnævnt til Hizbollahs leder, efter at hans forgænger to dage tidligere var blevet dræbt i et israelsk helikopterbaghold.

Under Nasrallahs ledelse gennemførte Hizbollah den bølge af gengældelsesangreb, der ledte op til, at Israel i 2000 trak sig ud af Libanon.

Og hans popularitet blandt følgerne steg yderligere, efter en 34-dages krig mod Israel i 2006 endte med en våbenhvile.

En arabisk væbnet styrke havde opnået "uafgjort" mod Israels stærke militær.

Popsangen "Høgen fra Libanon" om Nasrallah blev et hit i den arabiske verden, bidder af hans taler blev brugt som ringetoner og plakater med hans ansigt blev solgt på gaden.

- Han er et symbol på sejr, en leder af den arabiske modstandskamp, fortalte en Sufian Adawi, en forretningsdrivende i Ramallah til Al Jazeera.

- For første gang kæmper araberne rigtigt og optræder stærke over for Israel, lød det.

Andre arabiske ledere kritiserede dog Hizbollah for at fremprovokere krigen, der kostede over 1.000 libanesere livet.

Den hårde linje over for Israel har også haft personlige omkostninger for Nasrallah.

I 1997 blev hans søn, Hadi, dræbt i en ung alder under kampe med israelske soldater. Angiveligt var Hassan Nasrallah stolt af, at hans søn var blevet martyr.

I marts i år blev hans barnebarn også af flere medier meldt dræbt, men det er ikke blevet officielt bekræftet.

. (Foto: © Stringer, Ritzau Scanpix)

Støttede Assad

Nasrallahs popularitet blandt mange arabere dalede også, da den syriske borgerkrig brød ud i 2011, og Hizbollah gik ind med krigere til støtte for Syriens præsident Assad.

I Vesten betragtes Nasrallah som en ekstremist, og det er Hizbollahs erklærede mål at udrydde staten Israel.

Kort efter at Hamas-krigere angreb Israel 7. oktober og tog både israelske soldater og civile som gidsler, viste Hizbollah sin støtte til Hamas ved at sende missiler ind over grænsen til Israel.

Selv har den 64-årige Hizbollah-leder i de sidste mange år levet i skjul for at undgå israelske attentatforsøg. Han har kun optrådt på tv for at holde sine - ofte lange - taler til sine følgere.

Men fredag aften lykkedes det altså israelske jagerfly at angribe et underjordisk hovedkvarter, hvor Hizbollah-lederen befandt sig. Det oplyste Israels militær lørdag morgen.

Hizbollah bekræfter Nasrallahs dødfald uden at komme nærmere ind på omstændighederne.

- Vi lykønsker Hizbollahs generalsekretær, Sayyed Hassan Nasrallah, med de højeste guddommelige udmærkelser (...) og bekræfter ham som martyr på vejen mod Jerusalem og Palæstina, lyder det i en erklæring.