VIDEO Fede kenyanere skal danse sig i form

Overvægt kan blive et større sundhedsproblem på det afrikanske kontinent end HIV og sult, mener en dansk-kenyansk læge.

Fotograf og redigering: Jesper Nylander.

På gulvet ligger en del af Kenyas jetset. Den ene er rapper, der er en skuespiller og en realitystjerne.

Unge kvinder i mere eller mindre god form øver et dansenummer, der skal inspirere andre kvinder til at bevæge sig noget mere.

De vil vise, at vejen til et bedre helbred kan klares gennem dans. At man ikke har brug for et dyrt fitnesscenter og timevis af kedelig træning, for at gøre noget for sig selv.

- Jeg oplever, at meget traditionel fitness er totalt demotiverende for mange mennesker, siger instruktøren Chiki Kuruka, som er Kenyas ukronede fitnessdronning.

Hun står for at optage og udgive små videoer, som hun får kendte kvinder til at medvirke i. Tilsammen kan de mønstre mere end en halv million følgere på sociale medier, og det betyder at videoerne hurtigt er blevet spredt ud over hele Kenya.

Fedmeepidemi i Afrika

I dag er 38 procent af kenyanske kvinder overvægtige, og så er Kenya oveni købet kun det niende fedeste land på det Afrikanske kontinent.

I lande som for eksempel Sydafrika og Ghana står det endnu værre til. Tallene er stadig mindre end i Danmark, men en af de store sundhedsudfordringer er, at problemet får meget lidt opmærksomhed, og sundhedsvæsenerne ikke kan håndtere de mange livsstilssygdomme, der dukker op.

Det mærker den dansk-kenyanske læge, Anders Barasa, på Aga Khan University Hospital i Nairobi.

- Jeg ser det her som den største sundhedsfare for hele kontinentet, større end for eksempel HIV vil være på lang sigt, siger han.

Anders Barasa arbejder på det bedste hospital i hele Østafrika. Her møder han hver dag svært overvægtige patienter, der på kort tid er blevet helt almindeligt syn i denne del af verden.

- Sund mad er simpelthen ikke moderne for tiden. Nu har man endeligt fået penge, og så vil man spise det, man har lyst til, fortæller siger han.

Middelklassen kan se en udflugt til KFC som weekendens højdepunkt, og samtidig er grøntsager ikke det første, der bliver solgt i de hastigt voksende storbyer. Det er pomfritter og friturestegt brød derimod.

I mange afrikanske kulturer er der heller ikke noget stigma mod overvægtige mennesker, nærmest tvært imod. Derfor er det typisk først, når lægen råber rigtig højt, at den enkelte ser et incitament til at tabe sig.

Både til gården og gaden

Chiki Kuruka har store ambitioner. Hun vil gerne have spredt sit budskab om at danse sig i form til hele det afrikanske kontinent.

- Det har intet at gøre med, hvor godt du danser. Det handler om, hvordan vi som gruppe kan få folk til at føle sig så godt tilpas som muligt.

Flere af dem, der danser med i hendes show, er selv i dårlig form og vejer for meget. Det er en del af hele konceptet, at det skal være for alle.

Og findes der overhovedet et idealbillede, så er det vigtigt at forstå, at det er anderledes end i Europa.

- Hos jer vil alle gerne være størrelse 8, uanset hvor høje de er, så stræber de efter det. Her sætter vi altså pris på hofter, lår og baller, siger Chiki Kuruka.