VIDEO DR på Lesbos: Her bliver bådflygtninge reddet i land

En større redningsaktion fandt sted i havet ud for den græske ø Lesbos tidligere i dag. Se aktionen her.

En større redningsaktion blev sat i gang, da en båd med flygtninge i dag kom til syne ved øen Lesbos.

Det flyder med badevinger, redningsveste og ødelagte både i strandkanden på den græske ø Lesbos.

Hundredvis af flygtninge kommer dagligt til øen med både. Det gjorde en båd også tidligere i dag. Her kom DR Nyheders journalist Maja Flinthøj helt tæt på begivenhederne, og kunne fra stranden dokumentere, hvordan en redningsaktion pludselig blev sat i gang.

Se hele redningsaktionen i videoen øverst i artiklen.

Propfyldt båd med flygtninge

I videoen ses det, hvordan en propfyldt båd vipper rundt på havet. Flere personer i båden har redningsveste på.

En mindre speedbåd fra den græske kystvagt sejler hen til bådflygtningene og sejler kort tid efter væk igen for at lade flygtningene vente på et større skib.

Punkterer bådene

Hver eneste dag ankommer flere end 600 flygtninge til øen. De kommer sejlende i gummibåde fra Tyrkiet, som ligger små 20 kilometer fra strandkanten. Bådene punkterer de efterfølgende og efterlader dem på stranden.

- Det gør de, fordi de er bange for at blive sendt tilbage til Tyrkiet, fortæller Maja Flinthøj.

Ifølge FN’s Højkommissorat for Flygtninge, UNHCR er 136.840 mennesker kommet til Europa over Middelhavet i årets første seks måneder. I de første seks måneder af 2014 nåede det tal op på 74.850 mennesker.