VIDEO DR i Gambia: Ni-årige Obama sparede sammen og stak af til Europa

I Gambia ved selv et barn, at der ingen fremtid er i diktaturstaten, når man er fattig - at lykken kun findes på den anden side af Sahara - i Europa.

Uden håb om lovlig opholdstilladelse trodser hundredtusinde unge afrikanere hvert år Sahara og Middelhavet for at søge et bedre liv i Europa.

Målet: At tjene penge, der kan sendes hjem til familien.

En af dem, der drømmer om en bedre fremtid, er Obama. Han er kun ni år gammel, men har allerede én gang forsøgt at tage flugten mod Europa.

DR's Steffen Kretz har mødt Obama og hans familie i Gambia.

- I Europa har du et godt job og et godt liv, siger Obama.

Sparede sammen i smug

I ugevis spiste han ingenting i skolen. Han sparede i stedet sine frokostpenge sammen - og pludselig en dag var han rejst sammen med en kammerat.

- Jeg så dem ikke fra klokken 14 efter skole til kl. 11 om aftenen, og så gik jeg til politiet, fortæller Obamas mor, Fatoumatta Jatta.

Obama ved ikke præcis, hvor Europa ligger, og han nåede da også kun til nabolandet Senegal, inden han blev sendt hjem.

Men han ved, hvorfor han må afsted.

- Når jeg kommer til det sted, hvor de hvide mennesker bor, så vil jeg sende penge hjem til min familie.

Hellere miste livet, end blive

Næsten 200.000 afrikanere forsøgte sidste år at komme til Europa - og mange af dem kom fra Gambia.

Her kender alle nogen, som har taget "bagvejen" op gennem Sahara. Langt de fleste kender også nogen, der har mistet livet på vejen.

Men den brutale sandhed her er, at de fleste unge hellere vil risikere livet på turen - end at blive i Gambia - hvor der hverken er uddannelse eller job at få.

Ifølge beregninger fra Gambias regering udgør de penge, som unge mænd sender hjem fra Europa, en tredjedel af landets økonomi.

Sidste år sendte migranter i Danmark alene fem milliarder kroner hjem til deres familier i fattigere lande.

EU's statsledere mødes i dag med statsledere fra Afrika for at finde en fælles løsning på den stadigt tiltagende strøm af flygtninge og migranter over Middelhavet.

Et hus til mor og far

Hos ni-årige Obama i Gambia lever drømmen om Europa fortsat.

- Hvis jeg kommer til Europa, kan jeg måske blive mekaniker, fortæller han.

- Jeg vil hjælpe min mor og min far og bygge et stort hus til dem. Så kan de bo der sammen.