Under nattens møde i FN's Sikkerhedsråd stemte medlemmerne om en uafhængig undersøgelse af det formodede giftgasangreb i den syriske by Douma i sidste uge.
Men det blev til ingenting.
Rusland, som er et af de permanente medlemmer af rådet, valgte nemlig at nedlægge veto mod resolutionen, som USA havde fremsat.
Og endnu en gang er rådet blevet handlingslammet, fordi et land nedlægger et veto.
Det efterlader medlemmerne i stor konflikt, og De Forenede Nationers Sikkerhedsråd – det højeste organ i verden med ansvar for fred og international sikkerhed - kommer til at fremstå ineffektiv.
Det hele peger tilbage til vetoet.
En gave til stormagterne
Vetoet i FN's Sikkerhedsråd er oprindeligt Josef Stalins opfindelse.
Det var den sovjetiske diktators betingelse for at ville gå med i FN, og det var den amerikanske præsident Roosevelt, der endelig formulerende retten ved Jalta-konferencen i 1945, hvor FN blev oprettet.
De Forenede Nationer blev indført som erstatning for Folkeforbundet, og som det internationale samfunds andet forsøg på at sikre verdensfreden.
USA's senat havde stemt mod medlemskab i Folkeforbundet, og det blev derfor et afgørende succeskriterium for FN, at alle stormagter skulle med.
For at kunne overtale dem, heriblandt det daværende Sovjetunionen, blev vetoretten indført for stormagterne.
Siden er vetoretten blevet kritiseret for at gøre FN's Sikkerhedsråd langsommeligt og ineffektivt. Men den er også grunden til, at FN's Sikkerhedsråd overhovedet eksisterer og fungerer, siger Liselotte Odgaard, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
I det tidligere Folkeforbund fandtes den ikke, der skulle alle medlemmer i stedet blive enige og stemme for konkrete forslag. Det skete så godt som aldrig, og institutionen var dermed tæt på nytteløs.
Vetoretten var altså også et spørgsmål om at gøre Sikkerhedsrådet funktionsdygtigt, forklarer Liselotte Odgaard.
- Med vetoretten kan man sikre, at der kan træffes beslutninger i en erkendelse af, at hvis man går imod en stormagts interesse om en beslutning, vil det føre til mere konflikt, siger hun.
En flittig brugt stopklods
I FN's Sikkerhedsråd har fem lande vetoret og dermed magt til at forhindre enhver international indgriben i konfliktområder.
Det er de såkaldte permanente medlemmer: USA, Rusland, Kina Frankrig og Storbritannien.
De har alle brugt vetoretten flittigt. Storbritannien forsvarede apartheidregimet i Sydafrika, Sovjetunionen gjorde indfald i Afghanistan, og USA indsatte troper i Panama, uden at FN gjorde noget.
Hver gang blev planerne om international indgriben nemlig genstand for veto.
Den samme historie ser ud til at gentage sig i dag i spørgsmålet om situationen i Syrien, og det er derfor nærliggende at spørge, om det ikke er på tide at afskaffe vetoretten?
Afskaffes vetoretten, bliver hele Sikkerhedsrådet imidlertid irrelevant, mener Liselotte Odgaard.
- Et råd, der skal have indflydelse, bliver nødt til at afspejle magtfordelingen i det internationale system, så den moral, der bliver defineret, afspejler magten. Ellers flytter beslutninger bare ud af rådet, siger hun.
Problemet er ifølge Liselotte Odgaard i højere grad, at magtfordelingen i Sikkerhedsrådet afspejler verdensordenen, som den så ud efter anden verdenskrig, og ikke som den ser ud i dag.
- Vetoretten bliver brugt ret tit, og det skyldes, at Sikkerhedsrådet ikke afspejler de reelle magtforhold. Rusland og Kina er mindretal, og det er også lidt kuriøst, at der sidder tre vestlige lande med vetoret, hvor to af dem – Storbritannien og Frankrig - ikke har global rækkevidde, siger hun og spår hele Sikkerhedsrådet dårlige kår:
- Man kan ikke heller ikke bare reformere magtfordelingen, så Sikkerhedsrådet vil formentlig fortsætte med at have en vis indflydelse, og så vil rådet dø ud på sigt.
Russerne fremsatte ligeledes en resolution under mødet i rådet, der også lagde op til en undersøgelse af det formodede giftgasangreb, men uden at der skulle placeres et ansvar for det.
Men det ville USA, Frankrig og Storbritannien ikke gå med til, og det blev nedstemt.