Det vækker både forargelse og bekymring blandt verdens ledere, at USA nu forbyder adgang for folk fra Iran, Irak, Somalia, Sudan, Syrien, Libyen og Yemen.
Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, er en blandt mange toppolitikere fra både Europa og Mellemøsten, som ikke er glade for den nye linje fra USA.
- Italien er et åbent samfund med forskellige identiteter. Ingen diskrimination er en af grundpillerne i Europa, skriver den italienske premierminister i dag på Twitter.
Indrejseforbuddet gælder ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, i tre måneder for at forhindre terrorisme, har præsidenten forklaret.
Præsidenten har også underskrevet et dekret, som forhindrer syriske flygtninge i at komme til USA på ubestemt tid.
I Iran vil landet gengælde indrejseforbuddet, lød det i går. Samme melding er kommet fra Irak.
Den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, kalder det et forbud mod muslimer og skrev på Twitter, at det vil være 'den største gave til ekstremister og deres støtter'.
Det vil kun give grobund for mere rekruttering af terrorister, lyder det.
Samuelsen kalder det uklogt
De første personer er allerede berørt af de nye, strammere regler, hvilket har resulteret i, at en række folk ude i verden ikke får lov at komme ombord på fly til USA.
I går skete det eksempelvis for fem irakere og en statsborger fra Yemen, der blev afvist i ludthavnen i Kairo.
I dag blev en person rejsende fra Oslo til Los Angeles nægtet at komme ind i USA og måtte flyve tilbage med Norwegian, skriver norske VG.
Det er stærkt bekymrende, mener Norges statsminister, Erna Solberg.
- Noget af det vigtigste i kampen mod terrorisme er at stå for de liberale værdier. Det er vigtigt, at vi ikke ødelægger vores egne liberale værdier. Indrejseforbuddet virker mod hensigten, og det er bekymrende. Og det er også bekymrende, at USA stopper med at modtage kvoteflygtnige, siger hun til norske NRK.
Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, kalder Trumps forbud for 'uklogt'.
- Trumps gruppebeslutning om at blokere folk fra bestemte lande er uklog. Vi skal dømme og møde hinanden som individer, skrev han tidligere på Facebook.
Svensk minister: Det skaber mistillid mellem os
Samuelsens svenske kollega, Margot Wallström, er 'dybt bekymret' over, at USA ikke giver adgang til folk fra bestemte lande.
- Dybt beklageligt, at USA stopper personer fra syv lande fra at rejse ind i landet. Denne beslutning skaber mistillid og gnidninger mellem folk, skriver hun på Facebook.
Tysklands kansler, Angela Merkel, kalder indrejseforbudet for uretfærdigt.
- Hun er overbevist om, at det selv i den nødvendige kamp mod terror ikke kan retfærdiggøres at mistænkeliggøre personer med en bestemt oprindelse eller religion, siger hendes talsmand ifølge nyhedsbureauet dpa.
Hollande: Populisme og ekstremisme
Frankrigs præsident, Francois Hollande, siger, at Trumps politik opmuntrer til populisme og ekstremisme.
- Når vi står med en ustabil og usikker verden, er det en blindgyde at lukke sig inde, sagde Hollande til præsident Trump under en telefonsamtale i dag, skriver France 24.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, ønskede i går ikke at fordømme tiltaget fra Trump.
Men i dag har hun kommenteret det efter massive protester mod forbuddet fra briterne og stor kritik fra britiske politikere.
Hun siger ifølge Financial Times, at Storbritannien vil tale USA til fornuft, hvis forbuddet rammer britiske indbyggere.
- Vi er ikke enige i denne her tilgang, og det er ikke en, vi kommer til at gøre efter, siger hun.
Kom til Canada
Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, kritiserer også indrejseforbuddet. Han mødtes i går med Theresa May og sagde på et pressemøde:
- Regionale sager kan ikke blive løst ved at lukke døren for folk. Vi forventer, at Vesten letter noget af byrden for Tyrkiet, sagde han med henvisning til de mange syriske flygtninge, som er kommet til nabolandet Tyrkiet.
Canadas premierminister, Justin Trudeau byder flygtninge velkommen og siger, at landet vil tage imod dem, som afvises i USA.
- Til dem der flygter fra forfølgelse, terror og krig. Canadiere vil byde jer velkommen, uanset jeres tro. Diversitet er vores styrke. Velkommen til Canada, skrev han i går på Twitter.
Og Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon har på Twitter linket til premierministerens besked og tilføjet 'Og velkommen i Skotland'.