Venezuela: Truer oppositionen med udvidet nødretstilstand

Flere steder i Venezuela blev der demonstreret i går, men i hovedstaden blev den brudt op af tåregas.

I San Cristobal blev der gennemført demonstrationer mod Venezuelas præsident, Nicolas Maduro i går. (Foto: © GEORGE CASTELLANOS, Scanpix)

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, truer med at udvide den undtagelsestilstand, han siden mandag har indført.

Truslen kommer, efter at modstandere af hans regering i går forsøgte at gennemføre demonstrationer i hovedstaden Caracas og flere andre byer.

- Jeg vil om nødvendigt ikke tøve med at udstede et dekret for at kæmpe for fred og stabilitet, siger han.

Udvidelsen af undtagelsestilstanden, som foreløbig løber i 60 dage, vil give politi og nationalgarden ret til at opretholde den offentlige orden ved at tilsidesætte love og rettigheder.

Omkring 1.000 personer samledes i går i Caracas for at protestere mod Nicolás Maduro, der siden seneste parlamentsvalg har styret landet med dekreter og højesteretsdomme, fordi oppositionen nu sidder på flertallet i nationalforsamlingen.

Men soldater fra nationalgarden samt politi afspærrede et torv, hvor demonstranterne havde planlagt at mødes. Der blev også affyret tåregas, hvilket fik folk til at forlade området. Enkelte anholdelser blev foretaget.

/ritzau/