Valgresultat drejer Østrig mod højre: Kan give EU hovedpine

Som verdens yngste leder vil Østrigs kommende kansler Sebastian Kurz føre en endnu hårdere flygtningepolitik.

Den 31-årige nuværende udenrigsminister og formand for partiet ÖVP, Sebastian Kurz, bliver med stor sandsynlighed Østrigs kommende kansler.

Østrigs kommende kansler vil føre en endnu strammere udlændingepolitik - både i Østrig og EU.

Det bliver resultatet af valget Østrig, hvor Det konservative parti ÖVP med den 31-årige Sebastian Kurz i spidsen blev den klare vinder.

Dermed bliver Kurz med al sandsynlighed landets nye kansler - og dermed bliver verdens yngste regeringsleder.

Stop for muslimske børnehaver

Kurz og ÖVP er gået til valg på skattelettelser og på stramninger af integrations- og flygtningepolitikken.

- Det vil blandt andet betyde et endnu lavere loft for antallet af flygtninge, der kan komme til Østrig, lavere integrationsydelser og et stop for muslimske børnehaver. Det er i hvert fald de ting, som dominerede valgkampen, forklarer DR's korrespondent i Østrig Karin Axelsson.

Flygtninge var det helt store valgtema i år. I 2015 søgte 85.000 flygtninge- og migranter asyl i Østrig, som kaldes en af EU's forposter.

- Østrigerne mener, at det har påvirket deres land og dagligdag, og derfor har det i den grad også påvirket valgkampen.

Pro-EU regering

Sebastian Kurz, der siden 2013 har været Østrigs udenrigsminister, vil derudover føre en pro-europæisk kurs i forhold til EU.

- Han vil have fokus på en hård flygtningekurs, fokus på at lukke flygtningeruten over Middelhavet og sende flygtninge retur til Afrika, hvorfra de så kan søge asyl, fortæller Karin Axelsson.

Kurz har under valgkampen delvist taget æren for lukningen af den såkaldte Balkan-rute, gik gennem Østrig, som mange syriske flygtninge tog i håbet om at komme til EU.

Kommer an på regeringsforhandlinger

Hvor hård Kurz' kurs ender med at blive over for flygtninge, kommer an på hvilke partier, han vælger at gå i regering med.

Pilen peger på det højreorienterede og indvandrekritiske Frihedsparti FPÖ, som den nu afdøde Jörg Haider tidligere var formand for.

- Det er det mest sandsynlige, ikke mindst fordi forholdet mellem de konservative i ÖVP og Socialdemokraterne SPÖ er så dårligt, at en ÖVP-SPÖ-alliance er så godt som udelukket mener DR's korrespondent i Østrig Karin Axelsson.

Netop ÖVP og SPÖ sad i koalitionsregering sammen indtil den brød sammen forud for valget.

- Sebastian Kurz bliver presset yderligere til højre, hvis FPÖ kommer med i koalitionen. Men det bliver hårde forhandlinger, da FPÖ vil gøre krav på mere indflydelse, siger Karin Axelsson.

- Blandt andet har FPÖ stirret sig varm på udenrigsministerposten til den tidligere vragede præsidentkandidat Norbert Hofer. Det bekymrer rundt omkring i Europa, fordi partiet står for en EU-kritisk linje, og da de mener, at Østrig bør lægge sig tæt op ad lande som Polen og Ungarn i stedet for Tyskland. Det scenarie kan godt give folk som Merkel og Macron hovedpine, siger hun.

Valgresultatet

  • ÖVP, det konservative folkeparti: 31,36 % (23,99 % i 2013)

  • FPÖ, det højrenationale Frihedsparti: 27,35 % (20,51 %)

  • SPÖ, Socialdemokratiet: 26,75 (26,82 %)

  • De Grønne: 3,32 % (12,42 %)

  • NEOS: 4,96 % (4,96 %)

  • PILZ: 4,14 %