De store, traditionelle regeringspartier har kurs mod et dårligt resultat ved dagens valg til Rigsdagen i Sverige.
To exitpoll fra tv-stationerne SVT og TV4 viser begge tilbagegang for Socialdemokraterne og Moderaterne, der leder hver sin politiske blok i Sverige.
Samtidig siger målingerne, at de to yderfløjspartier i Sverige - Venstrepartiet og Sverigedemokraterne - går markant frem.
- Det er et udtryk for, at svenskerne er splittede i spørgsmålet om især indvandring og integration, siger korrespondent i DR Nyheder Ole Ryborg.
- Der er dem, som mener, at der skal strammes mere. Men der samtidig stadig mange i Sverige, som mener, at man skal tage ordentligt imod de her mennesker, som er kommet.
De to exitpoll viser næsten dødt løb mellem de to politiske blokke i Sverige: De rød-grønne og den borgerlige Alliancen.
Begge blokke ligger til at få omkring 40 procent af stemmerne, hvilken gør det indvandringskritiske højreparti Sverigedemokraterne til tungen på vægtskålen.
Umiddelbart vil ingen af blokkene samarbejde med Sverigedemokraterne. Men spørgsmålet er, hvor længe man kan ignorere et parti, som i SVT's exitpoll får næsten hver femte stemme.
- Hvis de her tal holder stik, så vil der være mennesker, der i forvejen ikke føler sig respekteret, og som vil blive endnu mere vrede, hvis deres ønsker og tanker fortsat bliver ignoreret af et flertal i Rigsdagen, siger Anna Gaarslev, DR Nyheders Europa-korrespondent.
Public service-stationen SVT har også spurgt vælgerne om, hvad de stemte ved sidste valg i 2014.
Og hele 41 procent siger, at de har stemt på et andet parti end sidste gang, mens 38 procent fortæller, at de først har besluttet, hvor krydset skulle sættes, inden for den seneste uge.
Begge dele er rekord.