Aftale om regering på plads i Sverige - fire partier peger på Stefan Löfven

Partierne har indgået en omfattende aftale, der giver Socialdemokraterne teten.

Stefan Löfven er et stort skridt nærmere at kunne fortsætte som statsminister. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Fire måneders politisk dødvande ser ud til at være brudt i Sverige.

Partierne Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Centerpartiet og De Liberale er blevet enige om en aftale, der muliggør, at Sverige kan få en ny regering.

Det bekræfter partierne på deres hjemmesider.

Med især Centerpartiets opbakning ser Sveriges nuværende statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, nu ud til at kunne stille op i Rigsdagen uden at få et flertal imod sig - og det er nok til at blive statsminister i Sverige.

Centerpartiet og De Liberale har hidtil indgået i det borgerlige blok Alliancen, der også tæller De moderate og Kristendemokraterne.

Indrømmelser

På et pressemøde i Rigsdagen bekræfter Centerpartiets leder, Annie Lööf, aftalen.

- Det er ikke den løsning, vi helst havde set, men det er den bedst mulige i en vanskelig situation, siger Annie Lööf.

Hun forklarer, at det især har været vigtigt for partiet at holde yderfløjspartierne Sverigedemokraterne og Venstrepartiet uden for indflydelse i svensk politik.

De borgerlige partier har desuden opnået en række indrømmelser fra Socialdemokraterne, når det gælder beskæftigelsespolitik, skat og boligområdet.

Annie Lööf understreger, at Centerpartiet ikke går ind i en regering, ledet af Socialdemokraterne, og at samarbejdet gælder for én finanslov ad gangen.

Miljøpartiet, der tilhører den røde fløj, har på sin side sikret sig, at flygtninge får ret til familiesammenføring, og at en flyskat bliver genindført, skriver avisen Aftonbladet.

Afstemning onsdag

Aftalen skal formelt godkendes af baglandene i både Centerpartiet og De Liberale, før den er gældende.

De styrende organer i de to partier mødes i løbet af weekenden, oplyser Sveriges Radio.

På onsdag skal Rigsdagen i Sverige for tredje gang stemme om en statsminister.

De fire partier, som i dag har fremlagt en aftale, har ikke flertal tilsammen i Rigsdagen. Stefan Löfven er således afhængig af, at alle andre partier ikke vælger at stemme imod ham, hvis han skal fortsætte som statsminister.

Ved de to foregående afstemninger er De moderates leder, Ulf Kristersson, og Stefan Löfven blevet stemt ned.