Når briterne i dag lægger vejen forbi stemmeboksen, er det ikke kun et spørgsmål om, hvem der skal være landets næste premierminister, som vælgerne skal tage stilling til.
En stemme til den konservative premierminister Theresa May eller Jeremy Corbyn fra arbejderpartiet Labour har også stor betydning for Storbritanniens fremtid, eksempelvis landets forhold til EU.
Hvor krydset skal sættes, er derfor et stort spørgsmål og noget, som selv gode venner kan være uenige om.
Det mærker man på pub'en Smuglers Inn i den lille by Pevensey i Sydengland, hvor den lokale ukulele-klub som sædvanlig mødes til musik og sang.
Klubmedlemmerne Peter Groves og Tony Smith deler passionen for det lille firstrengede instrument og taler glædeligt om de mange fælles oplevelser i ukulele-klubben - men her stopper fællesskabet.
De to venner taler ikke om politik, da de er dybt enige i spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien burde have stemt sig ud af EU eller ej, og dermed dybt enige om, hvor deres kryds i dag sættes.
Brexit skaber splid
Det gør ondt på Peter Groves, at Storbritannien er på vej ud af EU.
- Jeg er føderalist, siger han til DR Nyheder og forklarer, hvorfor han mener, at et flertal i hans hjemland stemte ja til Brexit:
- Vi har ikke været stærke nok i EU til at få ændret på tingene. Det skulle vi have været bedre til. Jeg vil gerne blive i EU.
For Tony Smith er Brexit omvendt noget af det bedste, der er sket for Storbritannien.
- Det er frustrerende, at vi ikke kan kontrollere vores grænser, og at vi ikke har penge nok til sundhedsvæsenet, siger han.
Brexit var netop baggrunden for, at premierminister Theresa May udskrev valg for syv uger siden. Hun ønskede et stærkere mandat i forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU.
De to kandidater har forskellige strategier for de kommende forhandlinger, og der er lagt op til et overraskende tæt valg.
Der er 46.9 millioner vælgere registreret ved dette valg i Storbritannien, og valgstederne lukker officielt klokken 22.00 lokal tid (23:00 dansk tid).
Se Tony Smith og Peter Groves diskutere Brexit i videoen øverst i artiklen.