Der blev ikke sat én fod forkert, da Keir Starmer gik op mod pulten foran døren til Downing Street nummer 10.
- Nu kan dette sår, denne mangel på tillid, kun blive helet af handlinger, ikke af ord. Det ved jeg, sagde han med tryk på sidste sætning.
Labour-lederen har da haft god tid til at forberede sig på sin entre til toppen af britisk politik, for i over halvandet år har alle meningsmålinger peget i den retning. Og i 14 år har partiet Labour været på en lang ørkenvandring, hvor de kun drømmende kunne sukke efter regeringsmagten.
I dag blev drømmene til virkelighed med det, britiske medier har døbt en "tsunami-sejr".
Men når Keir Starmer lægger trykket på handling, er det fordi han ved, tilliden til det embede, han nu besidder, er rekordlav, og forventningerne til ham er enorme.
- Politik kan være at udrette noget godt. Det vil vi vise, siger han.
På den måde omfavner han den gennemgående følelse af skuffelse, briterne sidder tilbage med efter 14 års løfter fra skiftende konservative regeringer, som de ikke føler er blevet indfriet.
Den følelse blev de konservative straffet noget så eftertrykkeligt for ved dette parlamentsvalg.
Stor fremgang på få stemmer
Selvom Labour kan fejre en historisk valgsejr, så er den drivende faktor bag den faktisk ikke en særligt meget større opbakning til partiet end tidligere.
Det er en komplet nedsmeltning af det konservative parti og opblomstringen af Nigel Farage-partiet Reform UK, der udløser tsunamien. Stærk hjulpet på vej af det britiske valgsystem, der forvrænger resultatet gevaldigt.
Men nu sidder Labour på et overvældende stort flertal i det britiske underhus, og med det kommer mulighederne for at gennemføre store politiske forandringer.
Det er styrken ved det britiske valgsystem – det giver de store partier mulighed for at gennemføre selv kontroversiel politik.
Tidligere på ugen erklærede Rachel Reeves, der er Storbritanniens nye finansminister, at Storbritannien ville være et "helle" fra højredrejningerne i Europa.
Men det er Det Forenede Kongerige bare ikke, hvis man ser, hvordan stemmerne rent faktisk fordeler sig. Hele 15 procent af briterne har stemt Reform UK, og det bør give panderynker hos Starmer.
De stemmer afspejler en apati og opgivenhed overfor politikerne i London. Og der skal kæmpes hårdt, hvis de skal vende hjem til for eksempel det gamle arbejderparti.
- Vores arbejde haster, og det begynder i dag, sagde Keir Starmer foran Downing Street 10, meget bevidst om udfordringerne forude.
I samme ombæring nævnte han, hvor vigtigt det er for ham, at briterne igen kan forvente, at næste generation får et bedre liv, end de selv har haft.
Mange ubesvarede spørgsmål
Selvom arbejdet haster, har Keir Starmer gjort en dyd ud af at sige til briterne, at forandringer tager tid. Og at de ikke kommer til at se og mærke dem lige med det samme.
De skal komme, hvis han skal lykkes som premierminister, men vi ved faktisk forbavsende lidt om, hvordan han vil levere dem.
- Labour har været gode til at skubbe på dagsordenen, at der skal skabes økonomisk vækst. Det er den korrekte diagnose af problemet. En mangel på vækst har været et problem og en underliggende faktor for mange af de problemer, vi står overfor, siger Paul Johnson.
Han er direktør for The Institute for Fiscal Studies (IFS), som er Storbritanniens førende og uafhængige økonomiske forskningsinstitut. Men selvom diagnosen er korrekt, er kuren stadig ukendt.
- Deres manifest er fuld af ting, de vil undersøge og foretage analyser af. De vil lave en strategi for dit og dat, står der også. Det tyder på, at de har et ret stort arbejde foran sig med at finde ud af, hvad de faktisk vil, siger Paul Johnson.
Forholdet til Europa kan ændre sig
Ét emne var for første gang siden parlamentsvalget i 2010 fuldstændig fraværende fra valgkampen: Forholdet til Europa.
Man skal bare huske tilbage på Boris Johnsons vindende 'Get Brexit Done'-slogan fra valgkampen i 2019 for at huske, hvor afgørende en faktor, det var.
Denne gang har det været totalt fraværende, måske af frygt for at skræmme vælgere væk, og det er på trods af, at Labour faktisk bringer en ny Europa-strategi med sig.
De vil tættere på EU igen og have "en bedre brexit-aftale" end den, de konservative forhandlede på plads.
David Lammy, der er Labours nye udenrigsminister, formulerer det sådan, at Storbritannien har brug for at "genstarte forholdet til Europa" med udgangspunkt i en ny "sikkerhedspagt".
Frihandelsaftalen mellem EU og Storbritannien skal evalueres næste år, og David Lammy lover, der vil blive taget et grundigt kig på den.
- Vi vil lave en vurdering med vores europæiske kollegaer, i bedste mening, mens vi anerkender, at vi har nogle klare røde linjer, som at vi ikke vil søge at blive medlem af EU igen, sagde han i mandags, da han holdt pressemøde for den udenlandske presse i London.
Dagen før valget formulerede Keir Starmer sig endnu klarere, da han sagde, at Storbritannien ikke kommer til at vende tilbage til EU i hans levetid.
Der er dog fortsat en bevægelse i befolkningen i den retning, for et flertal af briterne mener konsekvent, at brexit var en fejl, og de ville ikke stemme sig ud, hvis de blev spurgt i dag.
'Kedelig' med hang til fredags-takeaway
Hjemme i kongeriget venter der dog først den nye premierminister en anden og mere konkret udfordring, nemlig at han af mange briter bliver opfattet som værende lidt kedelig.
Det er synd, siger hans inderkreds, for i privaten er han både sjov og varm. Men der sker noget, når han træder ind i rollen som politiker.
Det fik i en relativt ny biografi hans venner til at lufte en tvivl om, hvorvidt han overhovedet synes om livet i toppen af britisk politik.
Men hvad han ikke selv har, kan han låne sig til hos sin næstkommanderende, Angela Rayner. Hun har en meget klar og stærk profil, og så appellerer hun bedre til arbejdervælgerne end Starmer, selvom de begge kommer fra arbejderklassen.
Ironisk nok Angela Rayner, der i dag har fået titel af vicepremierminister, ikke bare Keir Starmers største es. Hun er også den største trussel mod hans lederskab på længere sigt.
Angela Rayner er Labours populære kronprinsesse og noget ganske særligt i britisk politik: Opvokset i en almennyttig bolig i Stockport ved Manchester som datter af en enlig, arbejdsløs og psykisk syg mor.
Hun har aldrig set indersiden af de dyre privatskoler, der nærmest på samlebånd har produceret medlemmer af Storbritanniens politiske elite.
Angela Rayner er med egne ord "soft left" - hun tilhører partiets venstrefløj - men ikke så langt ude som Labours tidligere leder, Jeremy Corbyn, under hvem millioner af midtsøgende Labour-vælgere blev skræmt over til de konservative.
Godt nok er det midtersøgende, stabile Keir Starmer, der er Labours leder lige nu, og han vil altid have på cv'et, at det var på hans vagt, at Labour sikrede sig et massivt flertal i Underhuset.
Men når Storbritanniens nye regeringsparti kigger bare lidt længere ud i fremtiden, så falder øjnene helt naturligt på en 44-årig fraskilt mor til tre fra et almennyttigt byggeri ved Manchester.
Fredagstid med børnene
Sammen kan Rayner og Starmer udgøre et stærkt hold, der taler til hjernen og maven samtidig. Men makkerskabet kan også skabe problemer, når uenighederne mellem dem melder sig.
Dem var dog ingen spor af i dag, hvor de to sammen kunne fejre en historisk sejr.
- Folk vil vågne op til nyheden om, at en byrde er blevet løftet, en byrde er endelig blevet fjernet fra skuldrene af denne stolte nation, sagde Keir Starmer i sin første sejrstale tidligt i morges.
Der er så sandelig også blevet løftet en byrde fra Labours skuldre. 14 års ørkenvandring i opposition er slut, og et historisk stort valgnederlag i 2019 er vendt til en historisk sejr i 2024.
Der er alt mulig grund til at læne sig tilbage og slå benene op, og det er tilsyneladende også, hvad den nye premierminister har tænkt sig at gøre.
Han har nemlig erklæret, at han vil holde fast i familiens faste tradition om at slutte arbejdsdagen klokken 18 om fredagen og hente takeaway med børnene.
Hvis han mangler anbefalinger til gode steder i sit nye lokalområde, Whitehall i det centrale London, kan han altid stikke hovedet ud til os journalister, der kender gaderne godt – og nok ikke kan holde fyraften ligeså tidligt som premierministeren.