Der er tale om et vaskeægte jordskredsvalg i Storbritannien. Nogle britiske medier kalder det endda et "tsunamivalg".
Det skyldes blandt andet, at arbejderpartiet Labour stormer ind i parlamentet med indtil videre 411 mandater. Det er ellers kun fem år siden, partiet led et historisk valgnederlag, mens briterne gav Konservative deres bedste valg nogensinde.
Men nu er alt vendt på en tallerken.
Og selvom Labours valgresultat er det bedste i mange mange år, så er det næsten en større historie, hvor stort et nederlag, Konservative lider. Sådan lyder analysen fra DR's korrespondent i Storbritanien Tinne Hjersing Knudsen.
- Det er lige før, at det er større end Labours sejr, fordi Konservative klarer sig så ekstremt dårligt og bløder vælgere til Reform UK i rigtig mange valgkredse.
Reform ligger nummer to i flere kredse
Højrefløjspartiet Reform UK har brexit-mager Nigel Farage i spidsen. Og de nyder godt af skuffede konservative vælgere, fortæller DR’s Euorpa-korrespondent Anna Gaarslev.
- Det er utilfredsheden med de konservative, der har betydet, at der nu var hul igennem for Nigel Farage, siger Gaarslev.
- Der er ikke nogen som helst tvivl om, at Nigel Farage er en meget meget tilfreds mand.
Storbritanniens valgsystem er bygget sådan op, at det kun er det parti med flest stemmer i en kreds, som løber med kredsens mandat. Det vil sige, at de stemmer, som går til andre partier, ikke bliver brugt til noget.
Og i mange kredse lå Reform UK som nummer to lige efter sejrsherren Labour, fortæller Anna Gaarslev.
Ifølge Tinne Hjersing Knudsen er det også det, der gør, at Labour kan sikre flertallet i så mange kredse – nemlig at de borgerlige stemmer fordeler sig over flere partier.
Et kæmpestort nederlag
Med fem sæder, der endnu ikke er afgjort, tilbage i parlamentet sidder Konservative på 119 af dem. Til sammenligning sidder Labour på 411 sæder.
- Det kan måske godt lyde som et okay resultat. Men det er et kæmpestort nederlag. Og man skal bare huske, hvad det er Konservative kommer fra. De kommer fra deres bedste valg nogensinde, som Boris Johnson sikrede tilbage i 2019, hvor de konservative ryddede bordet i rigtig mange gamle labour-kredse. De tog simpelthen alle de gamle arbejder-stemmer, siger Tinne Hjersing Knudsen.
Det er de gamle arbejderstemmer, der ifølge Hjersing Knudsen nu ser ud til at have vendt de konservative ryggen igen.
- Det er virkelig en voldsom afvisning af Konservative, siger hun.
Fejrede nederlaget
Hun nævner også, at det er værd at bemærke, at da Exit Pollen kom i går og blev smækket op i stor foran BBC’s hovedkontor, var de fremmødte briter mest af alt glade for at konstatere, at Konservative led et nederlag – fremfor udsigten til Labours fremgang.
- Der blev danset på de konservatives grav, siger Tinne Hjersing Knudsen.
Selv i den konservative lejr var der glæde over noget af tilbagegangen. I hvert fald den, som tog den tidligere premierminister Liz Truss’ mandat fra hende. Det fortæller Anna Gaarslev.
- Der var konservative, som gav udtryk for, at det var rigtig godt, fordi de mener, at hun har skadet partiet meget.
Liz Truss var premierminister i en kort periode fra 6. september til 25. oktober 2022.
Hvordan vil de genrejse sig?
Men nu bliver det spændende, hvordan Konservative rejser sig igen. Særligt med en konkurrent i Reform UK. Men også med interne magtkampe.
- Tonen i partiet er hård, uforsonlig og hævngerrig. Der venter en både personlig og politisk magtkamp – som i øvrigt allerede har fundet sted i længere tid, siger Anna Gaarslev.
Som konservativ i Storbritannien har man også noget af en opgave i at spænde bredt over mange vælgere, fortæller Gaarslev.
- Fra den forholdsvis midtsøgende, internationalt orienterede, ganske velhavende klassiske konservative nede i Sydengland, til de nye konservative, som partiet fik ved valget i 2019, der typisk vil have en dårligere økonomi, vil være tilhænger af brexit og vil være meget mere nationalt orienteret.
Det er sidstnævnte vælgere, som partiet har mistet til Reform UK.
Nu står altså væsentlige spørgsmål tilbage, når det kommer til at afgøre Konservatives fremtid:
- Så hvor vil Konservative ligge politisk, hvordan vil de genrejse sig, hvem skal tegne partiet – og frem for alt, hvordan vil Reform klare sig?, siger Anna Gaarslev.
Læs reaktioner med mere i livebloggen om det britiske valg: