Normalt rimer Italiens præsident mere på pomp og pragt end på rå magt.
Men når landet er kastet ud i politisk usikkerhed, så matcher beføjelserne de imponerende omgivelser i Quirinaler-paladset, der førhen var hjem først for paverne og siden de italienske konger.
Præsidenten er nemlig garanten for, at de evigt skiftende italienske regeringer overholder forfatningen, og at landet lever op til sine internationale forpligtigelser. En rolle der nedladende er blevet kaldet babysitter for de italienske politikere, men som er en historisk konsekvens af Italiens uheldige erfaringer med Mussolini og fascismen, der er resulteret i en meget stor deling af magten mellem parlament, regering og så altså præsidenten.
Og man må sige at præsident Sergio Mattarella i den grad udnyttede det mandat til fulde, da han i går kastede Italien ud i en fuldbyrdet politisk og institutionel krise.
Mere end Italien kan bære
En euro-kritisk minister i en euro-skeptisk regering var en risiko som Italien ikke kunne holde til, mener Mattarella, der derfor vendte tommelfingeren nedad til Femstjernebevægelsen og Legas ministerhold. En handling der efter al sandsynlighed kaster Italien ud i et nyvalg til efteråret - et valg, der vil handle om Italiens rolle i euroen og Europa.
Set fra de to partier, der efter ugevis med forhandlinger og forhalinger endelig var klar til at træde ind i ministerkontorene, så er præsidentens handling udemokratisk og et bevis på at det ikke er folkets stemme der tæller, men derimod det, som de kalder stærke kræfter i Italien og udlandet, særligt Tyskland.
Femstjernerne taler åbent om en rigsretssag mod præsidenten, mens Lega, der i øjeblikket går stærkt frem i meningsmålingerne, råber om nyvalg så hurtigt som muligt.
Ikke uden fortilfælde
Præsidenten selv - og de medier og politikere der støtter hans handlinger – peger på beføjelserne, der står klart beskrevet i den italienske forfatning.
Dertil opridser flere de mange fortilfælde, hvor præsidenten har sagt nej til en given minister. Eksempelvis da Berlusconi ønskede sin personlige advokat som justitsminister i 1994, mens Berlusconi, som sædvanligt, var involveret i flere retssager.
Mattarella selv mener desuden, at han har et ansvar for at beskytte italienerne og deres opsparinger (som hører til blandt EU's største) mod den finansielle uro, som er opstået ved udsigten til en anti-establishment regering i Rom. En uro, der ifølge præsidenten kunne vokse til storm, hvis han godkendte en minister, som han mener ville føre Italien ud af euroen af bagdøren.
Han mener, at Italiens rolle i euroen er så vigtigt et spørgsmål, at det bør spille en hovedrolle i valgkamp og ikke ske som konsekvens af en regerings eller ministres skjulte intentioner.
En argumentation, der dog har det klare modargument, at hverken Lega eller Femstjernebevægelse nogensinde har lagt skjult på, at de er alt andet end begejstrede for euroen.
Legas valgmateriale har i årevis tordnet mod euroen, og partiets leder, Matteo Salvini har kaldt den fælles mønt for ”en forbrydelse mod menneskeheden”. Femstjernebevægelsen har i årevis talt om en folkeafstemning om euroen, og selvom det blev nedtonet under den nyligt overståede valgkamp, så kan ingen italiensk vælger være i tvivl om, at disse to partier ikke er begejstrede for den fælles mønt.
I det hele taget har spørgsmålet om Italien og euroen simret i den offentlige debat siden 2011. Her stod eurokrisen på sit højeste, og Silvio Berlusconi måtte trække sig og blive afløst af teknokraten Mario Monti.
Med Mattarellas beslutning i aftes, så simrer det spørgsmål ikke længere.
Det spilkoger og bobler og det vil være omdrejningspunktet i den valgkamp, der må forventes at finde sted til sensommeren eller efteråret.