Surrugue: Fransk valgdebat har skabt ballade uden lige

I aften får de 11 franske præsidentkandidater 10 minutter hver til at vinde de mange tvivlende vælgere over på deres side.

De 11 franske kandidater fra øverst venstre til højre: Nathalie Arthaud, Francois Asselineau, Jacques Cheminade, Nicolas Dupont-Aignan, Francois Fillon, Benoit Hamon, Jean Lassalle, Marine Le Pen, Emmanuel Macron, Jean-Luc Melenchon og Philippe Poutou. (Foto: © Joel Saget, Scanpix)

I Frankrig ligger kandidaterne historisk tæt, inden at den første runde af præsidentvalget afvikles på søndag.

I aften har kandidaterne den sidste mulighed for at markere sig, når tv-kanalen France2 sender den sidste store valgudsendelse.

Men det bliver ingen klassisk tv-debat – i stedet skal kandidaterne udsættes for et 10 minutter langt solo-interview.

Forklaringen: De vil simpelthen ikke debattere mod hinanden igen.

Det fortæller DR’s internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

- Der har været en ballade uden lige i forhold til at få arrangeret den her sidste debat.

Vældig ubehageligt

Frankrig har nemlig ikke nogen tidligere erfaring med debatter forud for den første valgrunde, og derfor er det første gang, at man eksperimenterer med en live-transmitteret tv-debat mellem så mange kandidater.

- Det har vist sig, at kandidaterne har følt, at det var vældig ubehageligt, at de ikke følte, at de fik talt nok om politik, men at de i stedet blev lokket ud i tv-underholdningskonflikter, siger Stéphanie Surrugue.

- Derfor bliver vi nu i stedet udsat for et interview-maraton, der kommer til at vare tre en halv time, og som kandidaterne prioritererer meget højt, fordi det udgør deres sidste chance for at gribe fat i vælgerne i det her vanvittigt tætte ræs.

Det gik hårdt til for sig under den sidste debat mellem de 11 kandidater - lidt for hårdt, mener de selv. (Foto: © pool, Scanpix)

Økonomi, samarbejde og 'carte blanche'

Aftenens emner bliver økonomi, arbejdsløshed og internationalt samarbejde. Men hver kandidat får også et ’carte blanche’ til at tale om et tema, som de selv vælger.

- Det har været vigtigt for kandidaterne, at de også selv kan være med til at bestemme, hvad de mener er det vigtigste at få sat på dagsordenen her i allersidste øjeblik, fortæller Stéphanie Surrugue.

Forud for søndagens første valgrunde ligger centrum-politikeren Emmanuel Macron og Front Nationals Marine Le Pen i front - hvis altså man skal tro de franske meningsmålinger.

Noget efter kommer venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon og den konservative François Fillon.

Jean-Luc Melenchon fra partiet 'La France Insoumise', Francois Fillon fra 'Les Republicains' og Front Nationals Marine Le Pen figurerer side om side på valgplakater i Paris. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)

Fillons vilde kamp

Både Mélenchon og Fillon kæmper for at hale ind på modstanderne, men særligt Fillon, som har tabt en del momentum på grund af en verserende korruptionsskandale, kæmper med næb og kløer, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Fillon kæmper vildt og inderligt. Han slås med højrefløjens Marine Le Pen om mange af de samme vælgere. Det vil sige, at han har skruet op for retorikken om de temaer, som han kalder autoritet og identitet - altså i høj grad sikkerhed og indvandring, fordi det er nogle af de emner, som hun også står meget stærkt på.

- Hun har omvendt også skruet op for kritikken af François Fillon, fordi de to kommer til at slås om mange af de samme franskmænd.

Efter første valgrunde nu på søndag vil de to kandidater, der har fået flest stemmer, fortsætte til anden og sidste valgrunde, som finder sted den 7. maj.