EU's uofficielle nationalmelodi, 'Europahymnen', bragede ud over pladsen ved kunstmuseet Louvre, da Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, her til aften mødte sine støtter.
- Tak, kære venner. Tak fordi I er her i aften, sagde han til de tusindvis af franskmænd, der var mødt frem på pladsen for at høre hans sejrstale.
- Tak fordi I har kæmpet, vist mod og velvillighed, for i aften har Frankrig vundet. Det, som vi har gjort, er aldrig blevet gjort før. Alle sagde, at det var umuligt, men de kendte ikke Frankrig, sagde Emmanuel Macron.
Ifølge prognoser har fået omkring 65 procent af stemmerne.
- De næste fem år skal jeg repræsentere jer, sagde han og henvendte sig direkte til de franskmænd, som har stemt på ham i dag for at undgå, at modkandidaten, Marine Le Pen, blev valgt.
- Jeg ved, at vi er uenige. Det respekterer jeg, og jeg vil være tro mod jeres engagement og beskytte republikken, sagde han og henviste også til dem, der stemt på Marine Le Pen.
- Pift ikke ad dem! De har udtrykt en vrede og en angst. Jeg respekterer dem, men jeg vil gøre alt de næste fem år, for at de ikke vil have en grund til at stemme på ekstremisme, sagde han.
Europa ser mod os
Den 39-årige Emmanuel Macron talte foran den store glaspyramide på pladsen, og mange af de fremmødte viftede med det trefarvede franske flag, mens de råbte 'Macron, Macron, Macron'.
Hvor hans første sejrstale, der blev tv-transmitteret fra 'En Marche'-bevægelsens hovedkontor var mere seriøs og højtidelig, var han mere smilende og entusiastisk foran sine tilhængere.
- Vores opgave er umådelig stor, og den ligger allerede fra i morgen i at opbygge et stærk flertal. Det er det, landet ønsker sig og fortjener. Et flertal for forandring, sagde han og henviste til det kommende parlamentsvalg i juni.
Emmanuel Macron er i modsætning til sin modkandidat stærk tilhænger af det europæiske samarbejde, og han understregede over for sine støtter, at Europa og verden forventer, at Frankrig viser vej og sikrer en bedre verden.
- Europa og verden venter på, at vi forsvarer den oplysningstankegang, der er truet så mange steder. De venter på, at vi forsvarer frihed og beskytter de undertrykte, sagde han, inden han rundede af med budskabet om, at han vil 'samle og forene'.
- For jeg vil have vores folk og land til at stå sammen, fastslog han, inden han forlod scenen til Frankrigs nationalmelodi, 'La Marseillaise'.