Frankrig har fået sin yngste præsident nogensinde. Og hverken jublen eller forventningerne havde nogen grænser blandt de tusindvis af Macron-tilhængere, der stimlede sammen søndag aften foran den ikoniske glaspyramide ved kunstmuseet Louvre for at hylde den nyvalgte præsident.
39-årige Macron har, siden han lancerede sin valgkampagne for et år siden, konstant markeret sig selv som noget nyt og anderledes i fransk politik.
Han er blevet selve symbolet på den nye midte i fransk politik. Hverken socialist eller republikaner. Og han er gået til valg på et løfte om at reformere både fransk politik og fransk økonomi.
Et splittet Frankrig
Men selv om Macron-tilhængerne tror fuldt og fast på hans bevægelse, En Marche! (Fremad), og på deres projekt om et nyt og anderledes Frankrig, så er det langt fra en opfattelse, som deles af alle i Frankrig - og slet ikke af alle, som i dag endte med at stemme på Emmanuel Macron.
For selv om Emmanuel Macron nu er blevet valgt til Frankrigs næste præsident med et program, som lover fornyelse, så er Macron ikke blevet båret ind i Elysée-palæet af en bølge af vælgerbegejstring, som man eksempelvis så, da britiske Tony Blair indtog Downing Street nr. 10, og amerikanske Barack Obama indtog Det Hvide Hus.
Emmanuel Macron endte med at blive franskmændenes valg som landets næste præsident. Men en betydelig del af forklaringen er ikke et tilvalg af Emmanuel Macron, men derimod et fravalg af andre kandidater.
I anden og afgørende runde af det franske præsidentvalg, søndag 7. maj, valgte millioner af frankmænd at bruge deres stemme på at bekæmpe Macrons modkandidat, Front Nationals Marine Le Pen. Le Pens hårde retorik og løfter om om at trække Frankrig ud af både EU og Nato var for ekstremt for mange franske vælgere.
Uventet hjælp
Men allerede på vejen frem mod den anden runde i det franske præsidentvalg blev Emmanuel Macron godt hjulpet af en række fravalg.
En af de politiske lejre, der ufrivilligt kom til at hjælpe Macron til sejr, var socialisterne. En rekordlav folkelig opbakning betød, at Frankrigs nu siddende præsident, den socialistiske François Hollande, valgte ikke at genopstille.
Da socialistpartiet derfor skulle finde en anden kandidat gennem et primærvalg, så valgte partiets støtter den meget venstreorienterede Benoît Hamon – frem for eksempelvis den tidligere premierminister Manuel Valls. Hamon ville have en større vælgerappel, mente man - men resultatet blev et katastrofevalg for socialisterne.
Også fra det konservative Frankrig kom der uventet hjælp til Macrons kampagne. Ved et primærvalg endte den tidligere premierminister François Fillon med at blive Republikanernes præsidentkandidat, men første valgrunde 23. april blev en katastrofe, for kort tid inde i valgkampen blev Fillon ramt af afsløringer om mistænkt misbrug af offentlige midler. Blandt andet gennem ansættelse af både sin kone og to af sine børn i jobs, hvor de ikke rigtigt udførte et egentligt arbejde for pengene.
Skandalen – kendt som Penelope-gate (opkaldt efter Fillons kone) – ramte så hårdt, at François Fillon også fik et katastrofalt dårligt valg.
Vinderne af første valgrunde den 23. april var med andre ord kandidater, som til dels nød stor fremgang på grund af et regulært sammenbrud hos Frankrigs to gamle etablerede politiske partier, Socialisterne og Republikanerne.
Præsident Macron - på trods
I sidste ende gik to meget forskellige kandidater videre til anden valgrunde: Centrumpolitikeren Emmanuel Macron og den højrenationale Marine Le Pen. To kandidater, som tilsammen i første valgrunde fik mindre end 50 procent af de afgivne stemmer.
For mange franskmænd endte det med at blive et valg mellem pest og kolera. Og Emmanuel Macron blev søndag aften præsident af Frankrig ved hjælp af mange stemmer fra vælgere, som foretrak en anden kandidat i første valgrunde.
Men netop det forhold, at Emmanuel Macron kom til at stå overfor sin ekstreme modsætning i Marine Le Pen, kan også vise sig at være en politisk fordel, når Frankrigs næste præsident nu skal i gang med at gennemføre sit politiske program.
Traditionelt har franske præsidentvalg altid været et tæt løb mellem to kandidater i anden valgrunde - valget mellem den konservative Jacques Chirac og den højrenationale Jean-Marie Le Pen i 2002 er undtagelsen - og det har normalt betydet, at en præsidentkandidat i anden valgrunde har forsøgt at appellere til vælgere, som ikke stemte på dem i første runde. Men det har Emmanuel Macron faktisk afstået fra.
Et eksempel er La France Insoumise (Det oprørske Frankrig), den yderste venstrefløj, som forsøgte at appellere til Macron om at droppe planerne om en reform af det franske arbejdsmarked – i bytte for en eventuel opbakning i anden valgrunde. Den udstrakte hånd afviste Macron med det resultat, at der ikke kom nogen formel opbakning fra venstrefløjen til at stemme på Macron.
Den konservative katolske bevægelse Manif pour tous, som støttede den konservative Francois Fillon i første runde, var parat til at støtte Macron i anden runde, hvis han vel at mærke ville fjerne en ny lov, som tillader ægteskaber for personer af samme køn. Dén politiske invitation sagde Macron også nej tak til.
Med meningsmålinger inden valget som pegede i retning af en klar sejr til Macron, så kunne præsidentkandidaten tillade sig at holde fast i sit politiske program – og det gjorde han.
Macrons første kamp
Men selv om en fransk præsident har stor magt, så er det stadig tvivlsomt, om Macron faktisk vil være i stand til at blive den nye politiske vind, som skal blæse Frankrig ud af økonomisk stilstand og massiv ungdomsarbejdsløshed.
Macrons politiske bevægelse, En Marche!, er slet ikke repræsenteret i det franske parlament, Nationalforsamlingen. Og hvis Macron skal kunne gennemføre sit politiske program, så kræver det, at parlamentsvalget i juni bliver noget af en politisk revolution.
Undersøgelser viser, at det potentielt er muligt for En Marche! at få et flertal i det franske parlament. Men det er langt fra en given sag, og det kan hurtigt vise sig, at Emmanuel Macron som Frankrigs næste præsident vil udgøre et mindretal i parlamentet, og at han vil skulle arbejde tæt sammen med en premierminister fra en anden politisk familie. Dét vil unægtelig gøre Emmanuel Macrons arbejde som præsident mere besværligt.
Som en af sine første embedshandlinger vil Emmanuel Macron besøge de franske soldater, der er stationerede i udlandet, og den første tjenesterejse vil ikke overraskende gå til Berlin, hvor forbundskansler Angela Merkel vil tage imod.
Og så vil Emmanuel Macron ellers hurtigt få hilst på sine øvrige kolleger blandt verdens førende stats- og regeringschefer. 25. maj er der NATO-topmøde i Bruxelles, og dagene efter er der G7-topmøde på Sicilien. Så inden månedens udgang har Macron fået hilst på en lang række politiske ledere fra Donald Trump til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).