Kandidater til præsidentvalg kaprer franske stemmer i udlandet

Marine Le Pen nægtede at tage tørklæde på, da hun skulle mødes med stormuftien i Libanon.

Front National-lederen, Marine Le Pen, aflyste sit møde med stormuftien i Libanon, fordi hun nægtede at tage tørklæde på. (Foto: © ANWAR AMRO, Scanpix)

Der er ikke mere end to måneder til, at den første runde af det franske præsidentvalg finder sted, og lige nu kæmper kandidaterne om at styrke deres politiske profiler og kapre så mange stemmer som muligt.

Det er dog ikke kun i selve Frankrig, at valgkampen udspiller sig.

To af valgets frontløbere, Front National-formanden Marine Le Pen og Emmanuel Macron fra En Marche-bevægelsen, har i disse dage vendt blikket mod henholdsvis Libanon og Storbritannien for at vinde vælgernes gunst.

Den højrenationale Marine Le Pen, der ifølge de franske meningsmålinger står til at gå videre til den anden og afgørende runde af præsidentvalget, befinder sig i Libanon, som tidligere var en fransk koloni.

Målet for Marine Le Pen er ifølge nyhedsbureauet Reuters at pudse sin internationale profil af og kapre potentielle fransk-libanesiske vælgere. Her har hun blandt andet mødtes med landets præsident, Michel Aoun, og det var første gang, at hun offentligt trykkede hånd med et udenlandsk statsoverhoved.

Hun skulle også have holdt møde med stormufti Sheikh Abdul Latif Derian, der er religiøs leder for landets sunnimuslimer. Men det møde blev afløst i sidste øjeblik, da hun nægtede at tage et tørklæde på, hvilket ellers var påkrævet.

- I kan sende mine hilsner til stormuftien, men jeg vil ikke dække mig til, sagde Marine Le Pen, der går til valg på en indvandrerkritisk linje, efterfølgende.

Jagter udlandsfranskmænd

Emmanuel Macron har også vendt blikket mod udlandet.

I aften holder centrumvenstrekandidat tale i London, og ifølge The Guardian forventes det, at mere end 3.000 franske vælgere vil troppe op.

Franske statsborgere, der bor i udlandet, kan stadig stemme, hvis de er registreret til at stemme, og ifølge avisen bor der omkring 300.000 franskmænd i den britiske hovedstad.

Emmanuel Macron, der tidligere har været økonomiminister i den nuværende socialistiske regering, håber derfor, at hans En Marche-bevægelse kan lokke nogle udlandsfranskmænd til sig.

- Han er helt bestemt en interessant mand. Han er energisk, og han ønsker at ryste posen. Økonomisk står han til højre, mens han på den sociale front står til venstre. Så for mange franskmænd her er han en god nyhed, siger 36-årige Renaud Affret, der arbejder som softwareingeniør i London, til The Guardian.

Emmanuel Macron har ifølge avisen skrabet millioner af euro sammen til sin præsidentkampagne gennem fundraisers og middage med franskmænd, der bor i byer som Bruxelles, Berlin, New York og Silicon Valley.

Og skal man tro de seneste meningsmålinger, kan han meget vel gå videre til den anden og afgørende runde i præsidentvalget, hvor de to mest populære kandidater skal kæmpe mod hinanden.

Det skyldes blandt andet, at den konservative præsidentkandidat, François Fillon, har mistet en del opbakning blandt vælgerne, efter det kom frem, at han havde haft blandt andet sin kone på lønningslisten, selvom hun tidligere havde udtalt, at hun intet havde med sin mands politiske virke at gøre.