Fusk, svindel og korruption: Franske politikere er plaget af skandaler

Den ene præsidentkandidat i det franske valg er sigtet for svindel. Men han er langt fra et særsyn i fransk politik.

De franske præsidentkandidater mødtes mandag aften i en tv-debat. (Foto: © Patrick Kovarik, Scanpix)

De borgerliges præsidentkandidat, Francois Fillon, fik i aftes et frikvarter fra de skandalesager, der har klæbet til hans valgkampagne. I valgets første tv-debat blev der nemlig diskuteret politik.

De franske vælgere er også ved at få nok af de mange svindelsager, som der har været en fast del af i fransk politik i tidens løb.

Her kan du læse om fem svindelsager med tidligere præsidenter og ministre.

Francois Fillon (th.). (Foto: © ELIOT BLONDET, Scanpix)

François Fillon

Tidligere premierminister (borgerlig), 2007-2012. Har desuden været senator og haft en række andre ministerposter, bl.a. undervisnings- og arbejds- og socialminister. Nu præsidentkandidat for Republikanerne.

D. 14. marts i år blev Fillon sigtet for svindel med offentlige midler. Sagen drejer sig om, hvorvidt Fillon ulovligt har betalt sin kone Penelope omkring 7 millioner offentlige kroner for opgaver, hun måske ikke har udført. Man undersøger også en sag, der handler om en gave, Fillon har modtaget, to habitter til i alt ca. 100.000 kroner, som er over værdien af gaver, det er tilladt at modtage som politiker.

Undersøgelsesdommerne er nu i færd med at undersøge, om Fillon skal tiltales i sagen. Hvis han bliver valgt til præsident, er han sikret immunitet i de fem år, embedsperioden varer.

Den tidligere præsident Jacques Chirac har tidligere fået to års betinget fængsel for svinde. (Foto: © Jacky Naegelen, Scanpix)

Jacques Chirac

Tidligere fransk præsident (borgerlig) 1995-2007. Jacques Chirac har tidligere været bl.a. landbrugs-, indenrigs- og premierminister. Chirac var desuden borgmester i Paris 1977-1995 og stifter af partiet RPR (senere UMP, nu Republikanerne).

Igennem sin lange karriere er Chirac sat i forbindelse med en række korruptionssager. I 2011 blev han som den første franske eks-præsident, stillet for retten. Han blev idømt to års betinget fængsel for fusk med offentlige midler i sin tid som overborgmester i Paris. Sagen handlede om fiktive rådgivere, som blev betalt af rådhuset i Paris, selv om de ikke arbejdede for kommunen. Over 20 kontraktansatte udførte i stedet opgaver for Chiracs daværende parti RPR.

Sarkozy er også i juridiske problemer. (Foto: © Franck FIfe, Scanpix)

Nicolas Sarkozy

Tidligere fransk præsident (borgerlig) 2007-2012. Tidligere finans- og indenrigsminister. Nu formand for Republikanerne.

Sarkozy er sigtet for korruption og magtmisbrug i flere sager. Sidste år meddelte anklagemyndigheden, at der vil blive rejst tiltale mod Sarkozy i sagen om ulovlig kampagne støtte op til præsidentvalget i 2012. PR-firmaet Bygmalion, der var med til at organisere dele af Sarkozys kampagne, skulle angiveligt have sendt regninger til Sarkozys parti i stedet for præsidentens egen kampagnestab og dermed støttet hans kampagne ulovligt.

Alain Juppe er tidligere vendt tilbage til toppen af fransk poltik efter alvorlig svindelsag, (Foto: © Nicolas Tucat, Scanpix)

Alain Juppé

Tidligere premier-, udenrigs- og finansminister (borgerlig). Nu borgmester i Bordeaux.

I 2004 blev Juppé dømt i en sag om misbrug af offentlige midler, mens han var formand for gaullistpartiet RPR (senere UMP, nu Republikanerne). Sagen handlede om job, givet til partimedlemmer og venner, der i stedet for at arbejde for kommunen, arbejdede for partiet RPR, da Juppé var viceborgmester under Chirac. Samme sag, som Chirac blev dømt for i 2011.

Juppé fik 14 måneders betinget fængsel og ét års karantæne fra al politisk aktivitet. Man regnede med, at Juppé var færdig i fransk politik, men to år senere vendte han tilbage som borgmester i Bordeaux, i 2007 blev han miljøminister under François Fillon som premierminister. Han stillede op til primærvalget 2016, som han tabte til Fillon.

Tidligere finansminister Jérôme Cahuzac fik sidste år tre års ubetinget fængsel. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Jérôme Cahuzac

Tidligere finansminister (socialist) 2012-2013.

Jérôme Cahuzac førte an i kampen mod skatteunddragelse i præsident Hollandes regering, men i 2016 blev han selv fundet skyldig i grov skattesvindel.

Han havde gemt en formue på schweiziske bankkonti, penge han ikke havde betalt skat af. I 2016 blev han idømt tre års ubetinget fængsel for skatteunddragelse og hvidvaskning af penge.

Da skandalen kom frem i 2013, vedtog Socialistregeringen en lov om ’gennemsigtighed i offentligheden’, der bl.a. skal kaste lys over de folkevalgte politikeres pengesager.

Kilder: Le Monde, Le Figaro, L’OBS, Politiken, Information