Franske præsidentkandidater slås om arbejdstid og folkepension

Kandidaterne tørner her til aften sammen i den første tv-debat før første runde af det franske præsidentvalg.

De fem kandidater fra etablerede partier: Marine Le Pen, Emmanuel Macron, François Fillon, Benoît Hamon og Jean-Luc Mélenchon. (© Scanpix)

- Frankrig er umuligt at reformere, men jeg vil transformere, sagde Emmanuel Macron, tidligere økonominister i præsident Hollandes regering på et vælgermøde for nylig.

Frankrig trænger til ægte forandringer. Det er de fem kandidater enige om, allerede inden de her til aften tørner sammen i den første tv-debat før 1. runde af det franske præsidentvalg.

Valgets fem præsidentkandidater er inviteret af tv-stationen TF1 for at debattere tre hovedemner: samfundsindretningen, økonomien og udenrigspolitikken.

Herunder fem økonomiske punkter, som kandidaterne slås om:

1. ARBEJDSLØSHEDEN

Arbejdsløsheden er på omkring ti procent, i nogle byer er arbejdsløsheden helt oppe på 30 procent for unge under 25 år.

Centrum-venstre kandidaten Emmanuel Macron vil gøre det lettere at hyre og fyre. Fyrede skal til gengæld tilbydes omskoling, og arbejdsløse skal også tage imod job udenfor deres branche. De må kun én gang nægte at tage et job, herefter ryger de ud af systemet.

Socialisternes kandidat, Benoit Hamon peger på, at mange job i fremtiden vil blive overtaget af robotter, derfor vil han indføre beskatning af robotter, der tager menneskers arbejde. Han vil også skabe lige så mange arbejdspladser, som robotterne tager, bl.a. ved at omskole folk til de nye teknologiske job.

2. DEN OFFENTLIGE SEKTOR

I Frankrig udgør job i det offentlige 20 procent af den samlede beskæftigelse, lidt mere end 5,4 millioner mennesker ifølge 2016 årsrapporten fra Ministeriet for Offentlig Tjeneste. Cirka 1,5 millioner er kontraktansatte.

De borgerliges kandidat, Francois Fillon vil fyre 500.000 offentligt ansatte og indføre effektiviseringer i den offentlige sektor.

Emmanuel Macron har meldt ud, at cirka 120.000 offentligt ansatte muligvis ikke skal genansættes.

Socialisten Benoit Hamon vil derimod ansætte 40.000 flere lærere over de næste fem år, hvis han bliver præsident.

Marine Le Pen fra Front National vil ansætte flere politifolk for at skærpe sikkerheden.

3. ARBEJDSTIDEN

Arbejdstiden i Frankrig er på 35 timer om ugen.

De borgerliges Francois Fillon vil hæve den til 39 timer om ugen.

Den venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon vil det modsatte. Han mener, folk i stedet skal deles om arbejdet; han mener, flere lønmodtagere bør gå på deltid.

Socialisten Benoit Hamon går også ind for at nedsætte arbejdstiden. Han vil desuden hæve mindstelønnen og indføre en form for borgerløn, der kan bruges for eksempel til uddannelse.

4. VÆKSTEN

Frankrig er eurozonens næststørste økonomi. Væksten i bruttonationalproduktet (BNP) er et mål for aktivitetsniveauet i økonomien. I 2017 er Frankrigs vækst sat til 1,4 procent.

De borgerliges kandidat, Francois Fillon lover at få Frankrigs vækst op på to procent. Han vil lette erhvervslivets skatter og favorisere entreprenører og mindre virksomheder.

Emmanuel Macron vil også lette skatten for virksomheder for at skabe flere arbejdspladser, der kan skabe en højere vækst.

Socialisten Benoit Hamon, Jean_luc Mélanchon fra Det Oprørske Frankrig og Marine Le Pen fra Front National vil alle prioritere ”made in France”, dvs. give økonomiske fordele til varer, produceret i Frankrig og til virksomheder, der ikke outsourcer arbejdspladser, og på den måde få gang i væksten.

5. FOLKEPENSIONEN

1. februar 2017 blev pensionsalderen hævet fra 60 til 62 år.

De borgerliges Francois Fillon vil hæve pensionsalderen yderligere til 65 år frem til 2022.

Venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon vil have pensionsalderen rykket tilbage til 60 år, hvor alle skal have ret til fuld pension.

Marine Le Pen fra Front national vil også sænke pensionsalderen til 60 år.

Emmanuelle Macron vil reformere hele pensionssystemet og opmuntre franskmænd til at blive længere på arbejdsmarkedet end de 62 år, bl.a. gennem udbetaling af en højere pension, man sparer op til.

Frankrigs præsidentvalg løber over to runder. 1. gang 23. april og 2. gang 7. maj. De fem kandidater inviteret til tv-debat er:

  • Jean-Luc Mélenchon (La France insoumise – Det oprørske Frankrig)

  • Benoit Hamon (Socialistpartiet)

  • Emmanuel Macron (En Marche! – Fremad!)

  • Francois Fillon (Republikanerne)

  • Marine Le Pen (Front National)