Den franske højrefløjspolitiker Jordan Bardella bliver leder af den nye højrefløjsgruppe Patrioter for Europa i Europa-Parlamentet, skriver Ritzau.
Det sker, efter han som følge af weekendens valg måtte se drømmen om at blive sit lands næste premierminister smuldre, da vælgerne ikke gav hans parti National Samling den medvind, de havde håbet på.
- Som patriotriske kræfter vil vi arbejde sammen for at genindtage vores institutioner og omorientere politikker for at tjene vores nationer og folk, siger den nye præsident for højrefløjsgruppen, Jordan Bardella, i en udtalelse ifølge Politico.
28-årige Jordan Bardella satte forud for det franske valg et politisk jordskælv i gang i Frankrig som Marine Le Pens protegé. Som leder af det indvandringskritiske National Samling stod han i skarp opposition til præsident Emmanuel Macron, og han er blandt andet kendt for sin aktivitet på TikTok.
Selvom partiet var spået gode chancer ved parlamentsvalget, blev valgfesten dog slukket for National Samling, da alliancer mellem venstrefløjskoalitionen 'Ny Folkefront' og midterkoalitionen 'Ensemble' tilsyneladende holdt højrefløjen fra fadet ved søndagens valg.
Ny alliance i EU
I stedet for at indtræde på det franske premierministerkontor skal Bardella altså nu fungere som præsident for Patrioter for Europa i EU.
Den nye alliance i EU, som National Samling har tilsluttet sig, placerer sig på den yderste højrefløj i parlamentet og blev for ganske nyligt lanceret af Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og hans parti Fidesz af det italienske Lega, af ANO-partiet i Tjekkiet og af Frihedspartiet i Østrig, skriver Ritzau.
Bardella siger ifølge Politico i en udtalelse, at gruppen "repræsenterer håb for de titusinder af millioner af borgere i de europæiske nationer, som værdsætter deres identitet, deres suverænitet og deres frihed".
Gruppen står til at blive den tredjestørste i Europa-Parlamentet.
Dansk Folkeparti er også med i den nye gruppe, hvor parlamentsmedlem Anders Vistisen i dag er blevet tildelt posten som såkaldt chief whip.