Smilet er lige så kridhvidt som skjorten. Sideskilningen er næsten lige så skarp som retorikken. Og ambitionerne - de strækker sig helt til magtens tinde.
28-årige Jordan Bardella er fremtidens mand. I hvert fald sit partis fremtid.
Det er en fremtid, der får franskmændene til at gyse af enten frygt eller af fryd. For der findes ikke en mellemvej i det voldsomt splittede Frankrig, som går til parlamentsvalg på søndag.
Den 28-årige partiformand for den yderste højrefløjs Rassemblement National - eller National Samling på dansk - er Frankrigs mest populære politiker.
Det står at læse i de nationale meningsmålinger, og det kan ses på TikTok, hvor næsten to millioner franskmænd følger ham, når han trykker vælgernæver på dyrskue, retter på sit smalle slips, inden han træder ind i endnu et tv-studie, eller stiller op til hurtige selfies med rødmende kvinder på gaden.
Den unge premierministerkandidat går sjældent ud af døren uden sin SoMe-manager og personlige fotograf.
Bardellas profil på de sociale medier er ikke just tynget af humor, snarere af en toptunet og til tider højtidelig fortælling om "the american dream à la française".
Manden med løsningerne
Det er en historie om en knægt, der voksede op på ottende etage i en betonsøjle i en af Paris' trøstesløse forstæder – berømt og berygtet for høj indvandring, høj kriminalitet og ditto arbejdsløshed.
Jordan Bardella brød sin sociale arv fra en enlig mor, hvis familie kom til Frankrig fra Italien i 1960’erne, og i weekenderne fra en far, hvis familie kom til landet fra Algeriet i 1930’erne.
I dag er hele Frankrig på efternavn med knægten fra Drancy, som droppede ud på tredje år af sine geografistudier på Sorbonne Universitetet, og som siden da har brugt al sin vågne tid – han har aldrig haft et arbejde uden for partiet - på at være med til at føre National Samling frem til en helt ny plads i fransk politik.
Det er én plads i toppen af popularitetsmålinger og valgresultater - og så er der en plads i hjerterne på millioner af franskmænd, der har fået nok af dårlig privatøkonomi, woke-bevægelser, muslimske parallelsamfund, kulturkampe, massiv social ulighed, stigende vold og usikkerhed og et EU, som efter deres opfattelse hverken vil Frankrig eller franskmændene det godt.
Bardellas vælgere er franskmænd, som de seneste syv år med præsident Emmanuel Macron ved magten ikke har oplevet, at den liberale præsident er stillet med løsningerne på deres problemer. Og som slet ikke ønsker venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon, som vil give udlændinge stemmeret i Frankrigs godt 35.000 kommuner, er en stærk Gaza-støtte og nægter at kalde Hamas for en terrorganisation.
Nej, for dem er manden med løsningerne i Frankrig anno 2024: Jordan Bardella.
'Bardellamania'
- Jeg er en mand af min tid, sagde Bardella roligt til en flok journalister for en måneds tid siden, da National Samling fik historiske 31,37 procent af stemmerne til europaparlamentsvalget.
Det var mere end dobbelt så meget, som den EU-begejstrede præsident Macrons midteralliance fik. Selvsamme juniaften sendte Macron chokbølger gennem Europa ved at opløse det franske parlament og udskrive lynvalg til Nationalforsamlingen.
Og i dét sekund blev Jordan Bardella fransk premierministerkandidat, bare 28 år gammel.
Det er en politisk karrierekurve, der er så stejl, at franske medier skriver om "Bardellamania", og som ikke mindst skyldes hans politiske gudmor: Marine Le Pen.
Det var på grund af hende, at den kun 16-årige Jordan overtalte sin mor til, at han måtte melde sig ind partiet, der dengang hed Front National.
Englefjæs med djævletunge
Marine Le Pen havde på det tidspunkt, i 2012, lige overtaget partiet fra sin far, den karismatiske og kontroversielle grundlægger, Jean-Marie Le Pen, som gennem sin karriere fik flere domme for racisme og antisemitisme.
Det var et tv-indslag med den nye Le Pen, datteren Marine, som fik teenageren Jordan til at engagere sig i politik:
- Der er noget ved hende, som ingen andre har, fortalte han senere til Magazine Le Monde.
- Hun har en energi, en frimodighed, en ærlighed, et mod, som virkelig taler til mig.
Bardella stillede op til regionsvalget som bare 20-årig med listen ForstadsPatrioter. Han gik rundt i de sociale boligbyggerier og klistrede sine egne og Marine Le Pens plakater op med elefantsnot, mens han holdt taler i ydmyge fælleslokaler bygget af rungende beton.
- Vi vil ikke have en sort, hvid og arabisk forstad, sådan som eliterne ellers har prøvet at pådutte os i 30 år, lød det fra det unge håb, som fortsatte med henvisning til det franske flag:
- Vi vil have en blå, hvid og rød forstad!
Det var dengang i 2015 sætninger, der høstede bifald hos de overvejende hvide tilskuere - og sætninger, der fik en fransk tv-journalist til at beskrive Bardella som "englefjæs med djævletunge".
To år senere blev Bardella introduceret for sit store idol. Marine Le Pen gengældte hans begejstring, og i 2017 blev Jordan Bardella talsmand for Front National.
Åbenbaringen
Jordan Bardella har fra begyndelsen været en del af Marine Le Pens store masterplan om at "afdiabolisere" partiet, som hun selv kaldte processen.
Det indebar blandt andet et drabeligt opgør med den politisk problematiske papa Le Pen, som hun fyrede som æresformand. Partiet skiftede også navn fra National Front til noget blødere klingende National Samling. Og ikke mindst fik partiet i 2019 en ny næstformand: Jordan Bardella.
I et interview med DR Nyheder roste Marine Le Pen sin unge protegé til skyerne:
- Han er en særdeles talentfuld ung mand. Og så er han drevet frem af sine stærke overbevisninger. Han er politisk meget solid og han véd, hvad han vil. Han er en ung mand, der arbejder meget. Han er en åbenbaring, sagde hun.
Lyt til det seneste afsnit af Stjerner og Striber, hvor det franske valg også bliver vendt:
Der var dog én hage.
Sammenblandingen af familie og politik har været et kompliceret grundvilkår omkring Le Pen-klanen. Og det rygtedes, at Marine Le Pen ikke just blev begejstret, da hun hørte, at hendes åbenbaring var blevet kæreste med hendes niece, Nolwenn Olivier, som datter af Marine Le Pens søster, Marie-Caroline, og europaparlamentarikeren Philippe Olivier.
Det unge par har således de seneste fire år holdt sig diskret i baggrunden.
Nolwenn Olivier har ikke været en del af TikTok-strategien eller en del af nogen valgkamp. Og Bardella har holdt sig til ufarlige udsagn som: "Vi kan begge godt lide at lave mad, voilà", når pressen har spurgt til hans parforhold med Jean-Marie Le Pens barnebarn.
Den unge komet har været krystalklar over, at han skulle værne om den fordel, det er i den brede befolkning ikke at være belastet af partigrundlæggerens efternavn.
Parløbet mellem Le Pen og Bardella har forvandlet fransk politik. Eller parløb er måske så meget sagt, for der er ingen tvivl om, at det er 55-årige Marine Le Pen, som fører 28-årige Bardella med kærlig, men meget fast hånd.
Frankrigs største parti
I 2022 overlod Marine Le Pen partiet til Jordan Bardella, formelt i hvert fald.
Sammen har de præsteret at mainstreame det engang så kontroversielle parti. National Samling er blevet trukket ud af skammens skygger, og tilhængerne lyver ikke længere over for meningsmålingsinstitutterne, vennerne eller kollegerne.
Rollefordelingen er lagt fast: Bardella går efter premierministerposten, mens Le Pen går efter præsidentposten.
Som meningsmålingerne ser ud her dagen før anden og afgørende valgrunde, ser premierministerambitionerne dog ud til at være svære at indfri. Det ændrer imidlertid ikke på, at duoen Le Pen-Bardella skrev partihistorie ved første runde af parlamentsvalget i søndags, den 30. juni 2024.
National Samling og dets allierede fik et triumfresultat på 33,34 procent og dermed blev Frankrigs største parti.
Den aften kastede Bardella sig hverken ud i jubelscener eller champagne. Der er for meget på spil for både ham og for Frankrig, lod han forstå, da han kiggede dybt ind i tv-kameraerne:
- Tiden er inde til, at vi får ledere, der forstår jer, der værdsætter jer, og som elsker jer lige så højt, som de elsker Frankrig.
Skulle Bardella præstere at blive premierminister, får drengen fra betonsøjlerne i Drancy ansvaret for fransk indenrigspolitik - givetvis med Marine Le Pen i kulissen som mentor.
Bardella ville også skulle leve i en uhyre kompliceret sameksistens med en præsident Macron, der inderligt hader den yderste højrefløj.
Men det ligger ude i en teoretisk fremtid. Alle målinger peger i retning af, at det ikke bliver denne gang, 28-årige Bardella erobrer premierministeriet.
Til gengæld har han i dén grad tiden for sig.