Euroen, indvandrere og flere fængsler: Her er forskellene på Macron og Le Pen

Der er flere ting, der splitter end samler de to kandidater, som gik videre til anden runde af det franske præsidentvalg.

Marine Le Pen og Emmanuel Macron adskiller sig især på emner som EU og immigration. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

De to finalister i den afgørende runde i det franske præsidentvalg adskiller sig markant på en række afgørende områder.

Her kan du få et overblik over, hvad der adskiller og samler centrumkandidaten Emmanuel Macron og højrenationalisten Marine Le Pen.

Le Pen:

Vil have Frankrig ud af militæralliancen Nato’s integrerede kommando og vil samtidig hæve landets militærbudget.

Macron:

Vil forblive i Nato og hæve militærbudgettet fra 1,8 til 2 procent af bruttonationalproduktet.

Le Pen:

Vil gøre det umuligt for illegale immigranter at få lovligt ophold i landet. Le Pen vil gøre det langt sværere at blive statsborger fx skal man ikke automatisk blive statsborger ved at blive født i landet. Desuden vil hun indføre et loft på maksimalt 10.000 indvandrere om året. Derudover vil hun suspendere det grænsefri Schengen-samarbejde og i stedet indføre paskontrol ved landets grænser til andre EU-lande.

Macron:

Vil ikke have kvoter med et maksimalt antal indvandrere. Han ønsker et strengt sekulært offentligt rum, hvor religion forbliver en privatsag. Macron foretrækker stærke ydre EU-grænser og en fælles europæisk politik, så fx Grækenland ikke skal rammes uforholdsmæssigt hårdt pga. geografisk placering.

Le Pen:

Vil forlade euroen. Og så vil Le Pen genforhandle Frankrigs medlemskab til et løsere samarbejde med de andre EU-lande, og hvis det ikke lykkes, vil hun have en folkeafstemning om helt at forlade unionen.

Macron:

Er EU-tilhænger og kalder sig ”overbevist europæer”. Han ønsker et mere integreret EU.

Le Pen:

Vil ansætte 15.000 ekstra betjente og bygge fængsler, så man kan rumme 40.000 flere fanger.

Macron:

Vil ansætte 10.000 ekstra betjente og bygge fængsler, der kan rumme 15.000 flere fanger.

Le Pen:

Er en kritiker af stram økonomisk politik og har lovet skattelettelser og øgede velfærdsydelser for arbejderklassen. De tiltag vil Le Pen finansiere ved hjælp af faldende udgifter til immigration og udtræden af EU.

Macron:

Ønsker at skære de offentlige udgifter med knap 450 milliarder kroner over fem år ved blandt andet at modernisere og effektivisere den offentlige sektor. Samtidig vil han investere omkring 370 milliarder kroner over fem år blandt andet på at få folk i arbejde og renere energi.

Le Pen:

Vil fjerne næsten halvdelen af parlamentsmedlemmerne. Der er i øjeblikket 925 medlemmer fordelt på to kamre.

Macron:

Vil reducere antallet af parlamentsmedlemmer med en tredjedel.