Valget i Holland: Medierne overfokuserede på Geert Wilders

Danske medier kan lære af hollandske forsøg på at lave en mindre polariseret valgdækning, mener hollandsk journalist.

Frontfiguren for det islamkritiske 'Frihedspartiet', Geert Wilders, var ellers spået til at vinde valget. (Foto: © Robyn BECK, AFP or licensors)

Der var ikke megen tvivl at spore, da medierne i Holland – og herhjemme – tippede Geert Wilders som den store vinder af valget onsdag i denne uge. Men da stemmerne var talt op, viste det sig, at medier, målinger og meningsmagere i vid udstrækning tog fejl.

- Der har været en overdækning af Wilders og indvandringsproblematikken og et muligt brud med EU i forhold til andre emner. Og generelt har dækningen i de store medier været skævvredet i forhold til valgresultatet, siger Cathrine Gyldensted, journalist og leder af Institut for Konstruktiv Journalistik ved universitet i Windesheim i Holland i fredagens 'Mennesker og medier' på P1.

- Journalistikken og medierne har i høj grad taget arven fra Trump og Brexit med sig og ment, at det samme nok ville gælde i Holland. Og medierne har blandt andet ikke opfanget bevægelsen blandt unge vælgere, som både har stemt i stort tal og på det grønne parti – uden at det er blevet afspejlet i medierne, siger Cathrine Gyldensted videre.

Mindre polariseret valgdækning

Som leder af Institut for Konstruktiv Journalistik ved universitet i Windesheim har Cathrine Gyldensted også ledt efter nye måder at dække en ellers meget traditionel medievalgkamp på:

- Det store dagblad ’NRC’ har haft en serie med titlen ’to vælgere i samtale’; to vælgere med modsatte synspunkter, som skulle forsøge at sætte sig ind i den andens situation. Det var et forsøg på at facilitere en samtale mellem vælgere, der ellers ikke taler sammen, fortæller hun.

Et andet eksempel kommer fra ’De Korrespondent’, som har samarbejdet med ’Algemeen Dagblad’ om en platform, hvor uenige vælgere har kunnet udveksle ikke meninger, men erfaringer.

- Et virkelig innovativt stykke kvalitetsjournalistik, lyder karakteristikken i 'Mennesker og medier' fra Cathrine Gyldensted, som mener, at også danske medier kan lære af forsøgene på at lave en mindre polariseret valgdækning.

Mennesker og medier genudsendes lørdag 13.03 på P1, men kan også høres her