DF-profil: Geert Wilders er for rabiat

Etablerede partier har overtaget den indvandrerkritiske dagsorden og på den måde spændt ben for Wilders, der selv er blevet for ekstrem, siger DF-profil.

Geert Wilders gik fem mandater frem ved det hollandske valg i går. Men det var slet ikke så meget som forventet, og det skyldes, at Geert Wilders modstandere på lange strækninger har overtaget hans politik, siger Dansk Folkepartis Marie Krarup.

- Rutte (premierminister Mark Rutte, red.) har ført en rigtig klog politik her de seneste dage, hvor han har overtaget noget af Wilders' dagsorden, siger Marie Krarup.

Moderat udgave af Wilders

Wilders kunne nemlig være kommet til magten, hvis ikke Mark Rutte fra regeringspartiet VVD, der efter valgresultatet højst sandsynligt kan fortsætte som premierminister, ikke havde været en moderat udgave af Geert Wilders.

- Jeg tror ikke, der er ret mange, der vil gå med til, at koranen skal forbydes og moskeer skal lukkes. Der går han (Wilders, red.) simpelthen for vidt, siger Marie Krarup.

Den trygge leder trådte i karakter

Geert Wilders' parti fik ”kun”13 procent af stemmerne, og det er af flere kommentatorer blevet udlagt som et hollandsk nej til populisme og de indvandrerkritiske partier. Den udlægning er Marie Krarup dog lodret uenig i.

- Der er jo meningsmålinger, der har vist, at der er utroligt mange hollændere, der har indvandrerspørgsmål og EU-skepsissen meget højt på deres dagsorden. Men når de så kommer ned i stemmeboksen, og så især efter en uge, hvor den trygge, almindelige leder endelig er trådt i karakter over for en islamisk land (Tyrkiet, red.), så stemmer de så ikke på Wilders.

Wilders vil være her hele tiden

I Holland har der, som i Danmark, foregået en heftig integrationsdebat de senere år, og den hollandske valgkamp var ingen undtagelse. Her forargede og begejstrede Wilders alt efter anskuelser med sine udtalelser. Så selvom etablerede partier denne gang fik spændt ben for Wilders' jordskredsvalg, så smutter han, ifølge Marie Krarup, ingen steder.

- Hver gang der sker et terrorangreb, hver gang vi får en masseinvasion, som vi gjorde i september sidste år, så går de partier, der vil gøre noget ved det (indvandring, red.), så går de frem, og derfor vil Geert Wilders jo også være der hele tiden, mener Marie Krarup.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard spørger: Hvad er Europa bange for?

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58bf3f046187a4165cd084a9