Det er otte år siden, at Melania Trump første gang flyttede ind i Det Hvide Hus i Washington D.C. med sin mand, Donald Trump.
Dengang var det ikke altid en dans på roser at være USA's førstedame, men snart flytter hun igen med sin mand ind i præsidentboligen. Og hun er anderledes forberedt denne gang, fortæller hun i et interview med tv-stationen Fox News.
Da Trump var USA's præsident første gang fra 2017 til 2021, følte Melania Trump sig hverken forstået eller accepteret af offentligheden, og hun syntes også, hun manglede opbakning.
Men det har ændret sig nu, mener hun.
- Første gang var udfordrende, og vi fik ikke meget information fra den tidligere administration, men denne her gang har jeg lagt en plan, og jeg har allerede pakket og udvalgt møbler, der skal med. Det bliver en meget anderledes overgang denne gang, siger Melania Trump.
Vises på det store lærred
Den 20. januar i Washington D.C. foregår indsættelsen af Donald Trump som præsident og J.D. Vance som vicepræsident.
Ved deres side vil Melania Trump og Vances hustru, Usha Vance, stå og se deres mænd aflægge den ed, som er blevet brugt i USA siden 1884.
Bagrefter kan Trump-parret flytte ind i præsidentboligen på adressen 1600 Pennsylvania Avenue.
I huset får de adgang til 132 værelser, 35 badeværelser, 28 pejse og otte trapper fordelt over seks etager.
Selve flytningen bliver hektisk, idet Biden-parret bliver boende til det sidste, fortæller Melania Trump.
- De flytter ud 20. januar. Overgangsteamet har kun fem timer til at flytte Biden-parrets ting ud og få vores ting ind. Derfor skal alt planlægges minutiøst, siger hun.
Den kommende førstedame udkom med sin biografi sidste år, og for tiden laver hun optagelser til en dokumentarfilm om sit liv, der blandt andet skal vise dagligdagen og flytningen tilbage ind i Det Hvide Hus.
Filmen er planlagt til at få premiere i biograferne til foråret og herefter på streamingtjenesten Amazon Prime.
- Måske ser nogle mig bare som præsidentens kone, men jeg står på egne ben og har mine egne tanker.
- Jeg siger selv til og fra. Jeg er ikke altid enig i, hvad min mand siger eller gør. Jeg giver ham mine råd, og nogle gange så lytter han, og nogle gange gør han ikke. Det er helt okay, lyder det fra Melania Trump.