I de fire år, Donald Trump var præsident, var det ikke meget, vi hørte fra hans hustru, førstedame Melania Trump.
- Hun har jo været en af de mest lukkede førstedamer, og her på kampagnesporet i 2024 har hun nærmest ikke været at finde, lyder det fra DR's kulturkorrespondent Sandra Brovall, der har et indgående kendskab til USA.
Derfor er det også desto mere opsigtsvækkende, at den tidligere førstedame udgiver en ny bog - et memoir - hvor hun blandt andet taler varmt for kvinders ret til abort.
Bogen udkommer først i næste uge, så vi har ikke selv haft fingrene i den 320-sider lange bog.
Det har The Guardian til gengæld, som bringer flere citater fra 'Melania', som der står på det temmeligt minimalistiske bogomslag.
- Det er bydende nødvendigt at garantere, at kvinder selv kan bestemme, om de har lyst til at få børn. Beslutningen skal være baseret på deres egen overbevisning og være fri for nogen indblanding fra regeringen, skriver Melania Trump i et afsnit ifølge The Guardian.
Donald Trump står 'utrolig svagt' på abortspørgsmålet
Hvornår og om en kvinde kan få en abort, er et af de mest omtalte emner i den politiske debat og lovgivning i USA.
Også til det amerikanske præsidentvalg, der finder sted om en måned.
- Det er et spørgsmål, hvor Melanias mand står utrolig svagt, siger Sandra Brovall i P1 Morgen.
- Det er faktisk et af de punkter, hvor han står allersvagest.
I et andet afsnit i sin bog spørger Melania Trump retorisk, hvorfor andre end kvinden selv, skal have magten til at afgøre, hvad hun skal gøre med sin krop.
- En kvindes fundamentale ret til individuel frihed, til sit eget liv, bør også give hende ret til at afslutte en graviditet, hvis hun vil, skriver Melania Trump.
Mens den tidligere førstedame altså på det kraftigste taler for retten til fri abort, så har hendes mand haft en noget anden tilgang til spørgsmålet.
For at gøre en lang historie kort har republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, taget æren for, at han i sin tid som præsident indsatte tre konservative højesteretsdommere, som i 2022 var med til at omstøde den skelsættende afgørelse 'Roe v. Wade'.
- Efter 50 års fiasko, hvor ingen kom i nærheden, var jeg i stand til at dræbe Roe v. Wade, til stort "chok" for alle, skrev Trump blandt andet på sit sociale medie Truth Social i 2023.
Afgørelsen har siden 1973 sikret amerikanske kvinder retten til abort indtil 24. uge. Nu er det i stedet op til den enkelte delstat at beslutte, hvor abortgrænsen skal gå.
Trump har dog samtidig forsøgt at lægge afstand til den kritik, som det har medført, ved at sige, at det nu er op til delstaterne at tage stilling til abortspørgsmålet.
Ifølge Sandra Brovall vil det sikkert gavne Trumps kampagne, at hans hustru nu viser en mere liberal tilgang til abort.
- Det kan netop være en måde at vise en anden side af Donald Trump, en anden side af det republikanske parti, siger hun.
Her kan du høre, hvad Trump sagde i april måned.
Trump har svært ved at få fat i særligt én vælgergruppe
Nyheden om bogudgivelsen kommer dagen efter, at Donald Trump har trukket overskrifter i flere amerikanske medier efter et opslag på X.
- Alle ved, at jeg ikke støtter et føderalt forbud mod abort under nogen omstændigheder. Jeg ville faktisk nedlægge veto mod sådan et forslag, for det er op til delstaterne baseret på deres vælgeres holdning, skrev han i versaler.
Trumps vicepræsident J.D. Vance understregede for nyligt ligeledes i en tv-debat, at det er hans og Trumps overbevisning, at det skal være op til de enkelte stater at beslutte abortlovgivningen.
Med udmeldingerne forsøger Trump-lejren ihærdigt at få fat i særligt én vælgergruppe, hvis man spørger Sandra Brovall, der tidligere har været Politikens USA-korrespondent.
- Lige nu ser det ud til, at de går i offensiven for at forsøge at få fat i de mere moderate forstadskvinder, forklarer hun.
- Dem, der synes, at det er en ret, at kvinder skal have adgang til fri abort.
De moderate midtervælgere - særligt i de syv svingstater, kan komme til at afgøre valget.
Har Melania Trump 'power' nok til at kunne rykke stemmer?
- Hun er en førstedame, der blandt republikanere er enormt respekteret, og for andre er hun lidt en mytisk figur, svarer Sandra Brovall.
Hun tilføjer, at det nok ikke er Melania Trumps bog, der kommer til at afgøre valget.
- Men den kan give nogle få kvinder en chance for at stoppe op og sige, "måske er Donald Trump ikke så anti-abort, som jeg måske lige først havde regnet med."
- Og i øjeblikket tæller hver stemme, hver bog og hver en vælger. Præsidentvalget kommer formentlig til at blive afgjort af nogle meget, meget få tusinde stemmer, siger Brovall.
I nyhedsmagasinet 'Trump vs. Harris' kan du komme helt tæt på de aktuelle og afgørende sværdslag i Kamala Harris' og Donald Trumps kamp om at kunne indtage Det Hvide Hus.