Clinton udvider sin strategi: Går efter en jordskredssejr

Demokraternes præsidentkandidat går nu efter de stater, der plejer at være sikre republikanske sejre. DR har besøgt den konservative højborg Utah.

Gaderne ligger øde, når mormonkirken i St. George åbner dørerne for gudstjeneste. (Foto: © Johanne Hesseldahl, DR Nyheder)

Indbyggerne i Utah plejer at være nogle af de mest sikre republikanske vælgere. Næsten 70 procent af indbyggerne er mormoner, og de går ind for konservative familieværdier.

Men noget har ændret sig ved det her valg - og familieværdierne bliver ikke længere automatisk omsat til en stemme på republikanerne.

- Jeg tror folk i Utah ser på kandidaternes karakter, det er mormoners kultur. Vi kan ikke lide løgne eller snyd, og vi vil have folk med en god karakter, siger Karen Worthwood, der netop er kommet ud af den store hvide kirke i centrum af byen St. George til den lokale avis.

Trump elsker mormoner

Selvom Donald Trump har proklameret, at han “elsker mormoner”, så er følelsen ikke gengældt.

Mormonerne kan ikke lide Donald Trump og flere vælger at stemme på Hillary Clinton eller en uafhængig tredje kandidat, Evan McMullin.

Det er kommet til udtryk i meningsmålingerne, hvor Clinton er kommet foran i en enkelt og en anden er blevet uafgjort mellem de to kandidater. Dog har Trump fortsat 15 procentpoints forspring i den seneste vægtede måling fra RealClearPolitics.

Det har fået Hillary Clintons kampagnefolk til at øjne en gylden mulighed.

Det er ikke bare de seks svingstater, demokraterne kæmper for - nu har de også besluttet, at flere republikanske stater er værd at bruge tid på.

Udover Utah, så gælder det særligt Arizona og Georgia. Clintons kampagnechef Robby Mook siger, at Clintonlejren planlægger en ‘dramatisk udvidelse’ af kampagnestategien.

Demokrater skruer op for tilstedeværelsen

Og det kan mærkes i byen st. George, hvor det lokale demokratiske parti pludselig har fået travlt:

- Det er en mulighed som ingen anden, siger Vandary Zavala, kommunkationchef for demokratiske parti i Utah til DR og fortsætter:

- Indbyggerne kommer til at se, at venner og familier er åbne over for en kandidat fra et andet parti end det republikanske. Det vil få overtalt indbyggerne i Utah til at støtte Hillary Clinton.

I Utah bruger vicepræsidentkandidat Tim Kaine allerede mere tid, og der er planlagt flere tv-reklamer og vælgermøder. Clintonlejren har netop udgivet en video, der direkte retter sig mod mormoner - “Mormons for Hillary” hedder den:

https://www.youtube.com/watch?v=1MWX6X0A85I

Spændt på national interesse

Hillary Clinton har også fået trykt en klumme i avisen Deseret News, der er ejet af mormonkirken, hvor hun forsøger at nærme sig den ellers konservative vælgergruppe:

- Som amerikanere tror vi på, at alle skal have lov til at tilbede, hvem de ønsker, skriver den demokratiske præsidentkandidat.

På det lokale kontor for det demokratiske parti i St. George er kommunikationschef Vandary Zavala også ved at planlægge et stort vælgermøde med en kendt demokrat.

- Det er ting, der ikke ville ske i et almindeligt valgår. Vi er spændte på at få national interesse til Utah og hjælpe med at få Hillary valgt, siger hun.

Hun vil dog ikke ud med, hvem Hillary Clintons kampagnekontor vil sende for at overbevise vælgerne i Utah.

Kan ikke stå inde for Trump

Det er særligt Donald Trumps kontroversielle udtalelser, der har fået vælgerne i Utah til at kigge sig om efter en anden kandidat.

Når Trump taler om, at mexicanere er voldtægtsforbrydere, og at muslimer skal forbydes adgang til USA - så harmonerer det dårligt med mormonernes humanistiske værdier.

Dertil kommer de mange anklager om seksuelle overgreb fra en række kvinder og en video, hvor Trump taler nedsættende om kvinder. Alt det til sammen har fået mormoner som Karen Worthwoord til at se sig om efter en anden kandidat.

- Jeg kan ikke stå inde for alt det Trump repræsenterer. Det er nedsættende, og uværdige værdier, siger hun.

Også lokale republikanske ledere har meldt ud, at de vil stemme på Hillary Clinton, og Utahs største avis The Salt Lake Tribune har erklæret sin støtte til Clinton.

Der er dog stadig meget arbejde, hvis Hillary Clinton skal kunne vinde staten.

Artikel er redigeret klokken 15.03: I sjette afsnit er de korrekte tal nu angivet for de vægtede meningsmålinger i Utah.