Steffen Gram: Trump trækker fortsat vejret

ANALYSE Donald Trump var uforskammet, og Hillary Clinton var ikke overbevisende - alligevel formår republikaneren ikke at vinde de uafhængige og moderate vælgeres støtte.

Republikanske vælgere følger debatten på en bar i Denver, Colorado. (Foto: © JASON CONNOLLY, Scanpix)

Efter offentliggørelsen af videobåndet fra 2005, hvor Donald Trump taler om seksuelle overfald på kvinder, var forventningerne i USA pisket op forud for nattens debat.

Ville Trump erkende sine fejl? Ville Hillary Clinton gøre det af med Trump en gang for alle? Ville han gå i opløsning, som han var på vej til i den første debat?

Men Trump lever fortsat. Han var uforskammet.

Han truede med at sende Hillary Clinton i fængsel. Han erklærede, at Syriens præsident Assad for alvor bekæmper ISIS. Han erklærede sig direkte uenig med sin egen vicepræsident-kandidat. Han mente ikke, at han havde begået noget specielt forkert i forbindelse med optagelserne på video-båndet fra 2005.

Og Hillary Clinton kørte en effektiv debat igennem – men leverede ikke det politiske stød, der skulle til for at gøre det af med Trump. Hun blev angrebet igen og igen på sine forsvundne email, men fik ikke leveret en overbevisende forklaring.

Støtter forbliver støtter

Men efter halvanden times debat blev den politiske situation i valgkampen ikke ændret. Trumps tilhængere vil stadig støtte ham – videobånd eller ej, fordi de vil noget andet i Washington end status qou.

Hillary Clinton gav sine tilhængere en solid debat, med solide argumenter og en klar manifestation af, at hun ved meget, meget mere om de enkelte politiske emner, end Donald Trump.

Men problemet for Trump vil blive, at han ikke med sin indsats i aftes vil have været i stand til at overbevise de mange uafhængige vælgere endsige de moderate vælgere om, at han egner sig til at blive præsident.

I de sidste dage er Trump begyndt at bløde i meningsmålingerne – ikke mindst efter offentliggørelsen af det videobånd, der demonstrerede hans syn på kvinder på en møde, der er uacceptabelt for den amerikanske offentlighed.

Han mister kvindelige stemmer – også blandt de hvide, midaldrende vælgere, som er kerne i hans vælgerskare. Og dem har han næppe været i stand til at vinde tilbage under debatten i aftes.