Obama: Clintons mail-sag er kørt af sporet

Obama kritiserer 'FBI-lækage' og har fortsat tillid til Hillary Clinton.

Når hun begår en fejl - en ærlig fejl - så ender det med at blive kørt helt op, som om det er en eller anden vild sag, siger Obama. (Foto: © Ethan Miller, Scanpix)

Barack Obamas støtte til Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, vakler ikke, selv om FBI i sidste uge oplyste, at forbundspolitiet vil granske nyt materiale i Clintons såkaldte e-mail-sag.

Præsidenten kritiserer nu FBI for, at Hillary Clintons såkaldte e-mailsag er blusset op igen, ved at FBI påny gransker potentielt skadelige korrespondancer fra Clintons tid som udenrigsminister.

Præsidenten har en klar holdning til, hvordan type undersøgelser skal foregå, siger han.

- Jeg mener, at det er normen, at når der er efterforskninger, så handler vi ikke ud fra gisninger, ufuldstændige informationer eller læk, siger han i et interview med NowThis News.

Obama mener yderligere, at sagen er blevet blæst ud af proportioner.

- Når hun begår en fejl - en ærlig fejl - så ender det med at blive kørt helt op, som om det er en eller anden vild sag. Jeg ville ikke støtte hende, hvis jeg ikke havde fuldstændig tillid til hendes integritet og hendes interesse i at sikre, at unge får en bedre fremtid, siger han.

Præsidenten mener, at Clinton er den rette til at tage over i Det Hvide Hus.

- Da hun blev grundigt efterforsket sidste gang, var konklusionen fra FBI, fra justitsministeriet, fra flere undersøgelser i Kongressen, at hun havde begået fejl, men at der ikke var noget, der kunne føre til en tiltale, siger Obama.

Sagen kort

  • Sagen drejer sig om, at Hillary Clinton i sin tid som udenrigsminister fra 2009 til 2013 brugte en privat mailserver til blandt andet at håndtere fortrolige oplysninger.

  • Det var "ekstremt skødesløst", men ikke ulovligt, har FBI tidligere slået fast.

  • De nye e-mails er dukket op i forbindelse med en anden efterforskning. De er fundet på en af Clintons nærmeste rådgiveres computer. Indholdet er ukendt.

  • Det fornyede fokus på sagen har givet Hillary Clinton negativ opmærksomhed, mens den republikanske rival, Donald Trump, har fået medvind.´Der er valg i USA 8. november.

/DR Nyheder