'Løgnagtige' Ted Cruz vendt på en tallerken: Stemmer nu på den ’amoralske' Trump

Efter flere verbale slagsmål og en kup-tale på partikonventet siger Ted Cruz god for Donald Trump

Donald Trump får nu støtte fra Ted Cruz. (Foto: © Mike Stone, Scanpix)

- Jeg har ikke tænkt mig at være en underdanig hundehvalp, der siger 'mange tak for at bagtale min kone'.

Da Republikanerne holdt partikonvent i juli, var der meget lidt Trump-støtte at hente hos Ted Cruz, der står bag ovenstående citat. Han har været en af rigmandens mest indædte modstandere.

Men nu har piben fået en anden lyd.

Ted Cruz støtter nu Donald Trump i præsidentvalget. Det skriver han i et længere opslag på Facebook.

- Efter mange måneders nøje overvejelse, bønner og et blik ind i min egen samvittighed har jeg besluttet, at jeg på valgdagen vil stemme på den republikanske nominerede, Donald Trump.

Ted Cruz skriver, at det blandt andet sker for at forhindre, at Hillary Clinton bliver landets næste præsident.

- Selvom jeg har haft betydelige uenigheder med vores nominerede, så er Hillary Clinton stadig totalt uacceptabel. Det er derfor, jeg altid har været #NeverHillary.

Cruz om Trump: Amoralsk og narcissist

Cruz var selv med i kapløbet om at blive republikanernes præsidentkandidat, men måtte se sig slået af Trump.

Undervejs stødte de to flere gange sammen, og Trump kaldte konsekvent for Cruz for ”lying Ted” – "løgnagtige Ted". Flere gange stillede han spørgsmål ved, om Cruz var egnet til at stille op som præsident, da han er født i Canada. Han antydede, at Cruz’ far var involveret i mordet på John F. Kennedy, mens han på Twitter antydede, at Ted Cruz’ kone var grim.

Cruz har til gengæld kaldt Trump ”totalt amoralsk” og ”narcissist på et niveau, jeg tror, dette land aldrig før har set”.

På partiets konvent i juli nægtede Ted Cruz at bakke Donald Trump op og blev buhet af scenen.

- Jeg har ikke for vane at støtte folk, der har angrebet min kone og min far, sagde han dengang.

Primærkandidaterne havde ellers lovet, at de ville støtte den kandidat, der vandt

- Løftet var ikke carte blanche til at bagvaske og angribe Heidi (Cruz' kone red.), så jeg har ikke tænkt mig at være en underdanig hundehvalp, der siger ’mange tak for at bagtale min kone.'

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5790fa5ea11f9f0eec634e51

Gammel Trump-video: Jeg vil ikke tage imod støtten

De sidste par uger har Donald Trump og Ted Cruz dog nærmet sig. Cruz mødtes for nylig med vicepræsidentkandidat Mike Pence, Trump-kampagnen bakkede for nylig op om et af Ted Cruz’ lovforslag, og Cruz’ nærmeste allierede i senatet, senator Mike Lee, er også at finde på Trumps ønskeliste over dommere til højesteret, skriver CNN.

Ted Cruz har den sidste tid fortsat nægtet at bakke op om Trump, men har fastholdt, at han ikke vil stemme på demokratiske Hillary Clinton.

Donald Trump har tidligere sagt, at han slet ikke vil tage imod støtten, hvis Ted Cruz skulle skifte mening, som man kan se i følgende video:

https://twitter.com/JoePerticone/status/779389247778357248