Der var ikke nogen opbakning til Donald Trump, da Ted Cruz gik på scenen ved republikanernes konvent i Cleveland, Ohio.
Ted Cruz lykønskede Donald Trump med nomineringen som præsidentkandidat, men nævnte ham derefter ikke med et ord, hvilket fik flere blandt publikum til at buhe af Ted Cruz.
- Jeg har ikke for vane at støtte folk, der har angrebet min kone og min far, siger Ted Cruz ifølge Reuters.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5790fa5ea11f9f0eec634e51
Primærkandidaterne havde ellers lovet, at de ville støtte den kandidat, der vandt nomineringen. Men primærvalgkampen mellem Donald Trump og Ted Cruz, der sluttede på andenpladsen, var hård og bitter, og det har Cruz altså ikke kunnet sidde overhørig.
- Løftet var ikke carte blanche til at bagvaske og angribe Heidi (Cruz' kone red.), så jeg har ikke tænkt mig at være en underdanig hundehvalp, der siger ’mange tak for at bagtale min kone.'
Ted Cruz’ manglende opbakning var et af flere øjeblikke på konventet, der har vist et dybt splittet republikansk parti. DR’s korrespondent Steffen Gram sagde tidligere i dag, at han ikke kan huske noget lignende.
- Jeg har aldrig oplevet noget som det her. Det sidste konvent, hvor der virkelig var splittelse, var i 1980 med demokraterne Ted Kennedy mod præsident Carter. Men siden har jeg ikke oplevet noget tilsvarende - og heller ikke, at en tidligere kandidat i den grad bliver buhet ud af en hel forsamling – det har jeg ikke.
Konventet slutter i nat dansk tid med Donald Trump som sidste taler.