Langkilde: Obamas kryptiske kritik af FBI-chef er bemærkelsesværdig

Obamas kritik af Comey viser, at Demokraterne frygter, at e-mailsagen kan koste Hillary Clinton stemmer.

Præsident Barack Obama må have vurderet, at det var en fejl ikke at kritisere FBI-direktøren før, siden han nu gør det i et interview, siger DR's USA-korrespondent, Johannes Langkilde. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Det er både bemærkelsesværdigt og et tegn på bekymring i den demokratiske lejr, at præsident Barack Obama nu blander sig i striden om FBI-direktør James Comey. Direktøren valgte i sidste uge at genåbne sagen om den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clintons, brug af sin private e-mailadresse, mens hun var landets udenrigsminister.

Det siger DR’s USA-korrespondent, Johannes Langkilde.

I et interview med NowThis News, der blev optaget i går og offentliggjort i dag, siger præsidenten nemlig, at han har en klar holdning til, hvordan efterforskningssager bør foregå.

- Jeg mener, at det er normen, at når der er efterforskninger, så handler vi ikke ud fra gisninger, ufuldstændige informationer eller læk, siger Barack Obama og henviser samtidig til, at FBI tidligere har fastslået, at Hillary Clinton ikke handlede ulovligt i sin håndtering af de fortrolige e-mails.

Ifølge Johannes Langkilde er det ikke mere end et par dage siden, at præsidentens talsmand sagde, at Barack Obama slet ikke ville udtale sig om e-mailsagen.

- Selvom Barack Obama formulerer sig ganske kryptisk og ikke nævner FBI-direktørens navn, så kan det ikke udlægges som andet end en kritik af James Comey, siger DR’s USA-korrespondent.

Obama frygter skade på Clinton-kampagne

Præsidenter blander sig normalt ikke i FBI’s efterforskninger, og ifølge Johannes Langkilde går Barack Obama ”en hårfin balancegang” i sin kritik.

- Det er formentlig så langt, som præsidenten turde gå i sin kritik af FBI-direktøren. Men han må have vurderet, at det var en fejl ikke at kommentere sagen overhovedet. Og det viser, at han og Demokraterne er bange for, at sagen skal forvolde reel skade på Hillary Clinton, siger Johannes Langkilde, som kalder den seneste udvikling i e-mailsagen for ”usædvanlig” og ”barok”.

I sidste uge – blot 11 dage før valgdagen – valgte FBI-direktøren at sende et brev til flere medlemmer af Kongressen om, at han havde fundet nye e-mails, som har forbindelse til Hillary Clintons e-mailsag.

Hvad de indeholder, kunne han dog ikke sige noget om – blot at FBI ville efterforske dem.

Uvist hvilken betydning sagen får

- Hvad enten James Comey ville det eller ej, så er han blevet en spiller i valgkampen. Han siger selv, at han ikke havde noget andet valg end at informere Kongressen om det, eftersom han tidligere har fortalt dem, at efterforskningen var indstillet. Han har følt, at han var i en uløselig situation, siger Johannes Langkilde.

Genåbningen af sagen har dog gjort FBI-direktøren, der er erklæret Republikaner, populær blandt den republikanske præsidentkandidat, Donald Trumps, støtter.

De var ellers vrede over, at han tidligere på året valgte at lukke sagen mod Hillary Clinton,

Johannes Langkilde tror dog ikke, at præsidentens melding i dag isoleret set kommer til at få nogen betydning for udfaldet af præsidentvalget.

- Man kan i forvejen diskutere, om den nye udvikling i e-mailsagen kommer til at betyde noget som helst. E-mailsagen har stået på så længe, og Hillary Clintons vælgerkorps har vendt det døve øre til. Den vil nok koste hende nogle stemmer, men spørgsmålet er, om det bliver meget eller lidt. Obamas udtalelse i dag viser, at man frygter, det kan blive skadeligt, siger DR-korrespondenten.