FBI satte alle kræfter ind på at tjekke Clinton-mails

Agenter arbejdede i døgndrift på at lukke ny granskning af Hillary Clintons e-mails, lyder det fra FBI-chef.

Bare 11 dage før præsidentvalget valgte FBI-chef James Comey at genåbne efterforskningen af Clintons e-mails. Nu er sagen slut. (Foto: © Yuri Gripas, Scanpix)

Det vakte opsigt, da FBI 28. oktober smed en bombe midt under slutfasen i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Hillary Clintons brug af private e-mails i tiden som udenrigsminister skulle igen undersøges, selv om sagen egentlig blev lukket i sommer.

Og siden er det gået stærkt.

FBI har sat alle kræfter ind på at få sagen afsluttet så hurtigt som muligt, fortalte FBI-chef James Comey i går aftes i en udtalelse til den amerikanske kongres.

- Siden mit brev (fra 28. oktober, red.), har FBI's efterforskningshold arbejdet i døgndrift for at behandle og gennemgå en stor mængde e-mails (..), lød det fra FBI-chefen.

Heller ikke denne gang finder efterretningstjenesten grundlag for at rejse en sag mod Hillary Clinton.

Særligt program sorterede e-mails

I sommer lød det fra FBI, at Clinton havde optrådt "ekstremt skødesløst" i sin omgang med fortrolige oplysninger ved at bruge sin private e-mailkonto. Men FBI anbefalede alligevel i sidste ende, at der ikke skulle rejses sigtelse mod hende.

FBI og særligt James Comey har fået enorm kritik fra Clinton-støtter for at genåbne sagen mod Clinton efter at have lukket efterforskningen. Det har derfor været i efterretningstjenestens interesse at få sagen ud af verden så hurtigt som muligt.

- Jeg er meget taknemmelig for de professionelle folk i FBI, der har gjort en ekstraordinær mængde arbejde af høj kvalitet inden for en kort periode, sagde Comey i sin udtalelse.

Det var et særligt computerprogram, der gjorde det muligt for FBI hurtigt at afslutte Clinton-sagen på lidt over en uge, selvom man skulle gennemgå mange tusinde e-mails, skriver blandt andre CNN og ABC News.

- Meget af det her har været et spørgsmål om teknologi. Uden teknologien ville det have taget meget længere, udtaler en embedsmand til CNN.

Foruden computerprogrammet, som automatisk kunne sortere i de mange, mange oplysninger, viste FBI's undersøgelse denne gang, at en del af e-mails gik igen, hvorfor de allerede i sommer var blevet undersøgt.

At FBI igen begyndte at interessere sig for Clintons e-mails midt i valgkampen skyldtes, at man i forbindelse med efterforskningen af politikeren Anthony Weiner, som er mistænkt for at være involveret i en sexskandale, stødte på e-mails på en computer, som han delte med sin daværende hustru. Hustruen, Huma Abedin, var Clintons højre hånd, da hun var udenrigsminister og er fortsat en af kandidatens nærmeste medarbejdere.