Det er en stor hjælp for Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, at FBI efter en ny gennemgang af e-mails fortsat ikke vil rejse sigtelse mod hende.
Det fortæller DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.
- Det er klart, at det er en kæmpe sejr for Hillary Clinton, der lige nu står i en afgørende fase af valgkampen, hvor hele den her e-mail-sag har ført til et betydeligt dyk i meningsmålingerne til Hillary Clinton. Nu står hun og kan sige: Se hvad jeg sagde, der er ikke noget galt, siger han.
Kun 11 dage inden valgdagen besluttede FBI at genåbne sagen om Hillary Clintons brug af sin private e-mail-adresse, og ifølge Steffen Gram har det amerikanske forbundspoliti arbejdet på højtryk med at gennemgå materialet, siden sagen kom frem den 28. oktober.
- Det, som FBI's direktør nu siger, er, at FBI har ligget vandret lige siden, at man har fået fat i computeren. Man har været alle e-mails igennem - mange af dem ser ud til at være kopier af mails, man allerede har været igennem - og han siger, at der intet er at komme efter - forstået på den måde, at der ikke er basis for rejse en kriminel anklage mod Hillary Clinton, siger Steffen Gram.
De nye e-mails blev fundet i forbindelse med en helt anden FBI-undersøgelse af den demokratiske politiker Anthony Weiner, der er anklaget for at sende kompromitterende materiale til en 15-årig pige.
FBI's direktør, James Comey, har siden sin udmelding om e-mail-sagen i oktober kommet under voldsom kritik fra Clinton-støtter, som mener, han har blandet sig i valgkampen.
Nu gør FBI-chefen rent bord, fortæller Steffen Gram.
- Han gør det nu, fordi der er tale om en fortløbende undersøgelse, som begyndte for lidt over en uge siden, og som skabte fantastisk tumult i hele den amerikanske valgkamp, hvor James Comey er blevet angrebet meget voldsomt for at åbne en sag igen, som alle mente var afsluttet, siger han.