E-mail afslører: Republikanske topfolk indkalder til krisemøde

Kilder oplyser til nyhedsbureauet AP, at Trumps kandidatur skal diskuteres på krisemøde i morgen i partiet.

En e-mail afslører, at det republikanske parti afholder krisemøde i morgen. (Foto: © CRISTOBAL HERRERA, Scanpix)

Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump afviser kategorisk at trække sit kandidatur, selv om ledende republikanere hopper fra Trump-vognen på stribe.

I aftes valgte to meget prominente navne, den tidligere udenrigsminister, Condoleezza Rice og den tidligere præsidentkandidat, John McCain, at trække deres støtte til partiets omstridte kandidat.

Det skete efter en tumultarisk uge for milliardæren, efter der blev lækket en video til Washington Post fra 2005, hvor Donald Trump pralede med, hvor let det er at få sex med kvinder, når man er kendt.

Ifølge nyhedsbureuaet Associated Press er det dog langt fra sikkert, at Donald Trumps kvaler er overstået lige foreløbigt. Nyhedsbureauet har nemlig fået indsigt i en mail, hvor den republikanske topledelse indkalder til en videokonference i morgen klokken 11 amerikansk tid. I e-mailen står der dog ikke noget om dagsordenen, men ifølge AP's kilder er den meget kort: Donald Trump.

Korrespondent: Ser ud til at løbet er kørt

DR Nyheders korrespondent i USA, Johannes Langkilde, fortæller, at man rent faktisk ikke ved med sikkerhed, hvad mødet kommer til at omhandle.

- Der bliver spekuleret i, at der er en eller anden form for udtalelse på vej fra medlemmerne af Repræsentanternes Hus, men det er nærliggende at tro, at det handler om Donald Trump, siger han.

Korrespondenten fortæller, at der er stærke kræfter i partiet, der vil have ham afsat, men det bliver yderst svært at få igennem.

- Der er nogle regler, der siger, at man i nogle tilfælde kan erstatte kandidaten, men det skal i givet fald finde sted i bestyrelsen hos den republikanske komite. Lige nu ser det dog ud til, at løbet er kørt, siger Johannes Langkilde og tilføjer, at medlemmerne af Repræsentanternes Hus ikke har beføjelse til at afsætte en kandidat.

Hvilke muligheder har partiet så i givet fald, hvis de ikke kan smide ham på porten?

- Man kan appellere til ham, og det er der mange, der har gjort. Sidst jeg tjekkede, var der 36 republikanske medlemmer af kongressen, som har trukket deres støtte. Men på den anden side må man se i øjnene, at han stadig har en stor opbakning blandt mange trofaste vælgere rundt om i befolkningen. Der er et stort skel mellem den etablerede del af partiet og vælgerne ude i befolkningen, siger korrespondenten.