John McCain trækker sin støtte til Trump

Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain støtter ikke længere milliardæren Trump i ræset mod Det Hvide Hus.

Tidligere præsidentkandidat John McCain mener, Trumps seneste opførsel gør det umuligt at støtte ham. (Foto: © GARY CAMERON, Scanpix)

Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain har officielt trukket sin støtte til Donald Trump som USA's kommende præsident.

Det oplyser han i en udtalelse på sin hjemmeside.

- Donald Trumps opførsel i denne uge (...) gør det umuligt for mig at fortsætte med at tilbyde selv en betinget støtte til hans kandidatur, skriver John McCain blandt andet.

Trump er kommet i unåde hos flere fremtrædende medlemmer af Det Republikanske Parti, efter at en gammel video, hvor mangemilliardæren taler meget nedladende om kvinder, er dukket op i medierne.

En stribe republikanske politikere og flere demokratiske har opfordret Donald Trump til at stoppe sin kampagne. Men det afviser den republikanske præsidentkandidat pure over for avisen Washington Post.

Læs hele John McCains udtalelse om Trump her:

https://twitter.com/SenJohnMcCain/status/784870687462854656

/ritzau/