DR på bar i Las Vegas: Trump er en rigtig amerikaner

Indbyggerne i den berømte spilleby så med fra byens sportsbarer, da Hillary Clinton og Donald Trump mødtes til valgets sidste debat.

  • Gina Reese tror, at Donald Trump vil være en god præsident. (Foto: © Johanne Hesseldahl Larsen, DR Nyheder)
  • DR Nyheder har besøgt Dive Bar i Las Vegas, hvor gæsterne fulgte med i nattens debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump. (Foto: © Johanne Hesseldahl Larsen, DR Nyheder)
1 / 2

Der var halvt fyldt i Dive bar, da de sædvanlige fodboldkampe blev skiftet ud med politik. En af dem, der fulgte med over en øl, var Ron Jeska.

- Jeg synes, at Hillary var stærk, og at Trump er farlig for landet. Trump siger, hvad der skal til - lige meget hvad - for at få overhånden. Han er meget kontrollerende - meget narcissistisk og urealistisk, siger han.

Særligt Trumps bemærkninger om valgfusk, og om at han ikke med sikkerhed vil acceptere valgets resultat, gør Ron Jeska vred.

- Det er helt uhørt, at han på den måde måske ikke vil acceptere valgresultatet. Vi er et demokratisk land, og det her er helt grundlæggende.

Mere af samme skuffe

Ron har ikke tænkt sig at stemme på hverken den ene eller den anden kandidat. Og det har aftenens debat ikke flyttet ved.

- Selvom de fik talt mere politik, så var det jo bare mere af samme skuffe, siger Ron Jeska, som dog hælder mest til Hillary Clinton, hvis han skulle vælge mellem de to. Det står i kontrast til en anden bargæst Gina Reese, der synes, Donald Trump gjorde det bedst.

- Jeg synes, at Hillary er en løgner. Hun svarer ikke spørgsmålene, og jeg tror på Trump, og jeg tror, han bliver en god præsident. Glæder mig til det, siger hun.

Gina Reese mener, Trump kan få styr på USA's gæld og gøre livet bedre for de lavest lønnede.

- Jeg kan lide ham, jeg kan virkelig lide den person, han var i aften. Hvordan han taler. Han er en rigtig person - en rigtig amerikaner, siger hun.

Debatten blev også vist på et af casinoerne på hovedgaden i Las Vegas og i byens teater.

Gina Reese tror, at Donald Trump vil være en god præsident. (Foto: © Johanne Hesseldahl Larsen, DR Nyheder)