Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har lovet at opføre en mur på grænsen til Mexico for at stoppe ulovlige immigranter.
Men noget tyder på, at han med sine hårde udfald mod USA's latino-befolkning har bygget en anden mur: En mur af latino-vælgere, som beskytter modkandidaten, Hillary Clinton.
I flere af de såkaldte svingstater, som i sidste ende afgør præsidentvalget, ser man en dramatisk stigning i antallet af brevstemmer fra vælgere med latino-baggrund, skriver New York Times.
Bølgen af latino-vælgere er dårlig nyt for Donald Trump, fordi målinger viser, at hans opbakning i denne vælgergruppe ligger på 15 procent mod Hillary Clintons 74 procent.
Stort fremmøde i Miami
Et af de steder, hvor latino-fremmødet har fået valgforskere til at tjekke deres data en ekstra gang, er valgdistriktet Miami-Dade i Florida.
Nyhedsbureauet Bloomberg skriver, at Donald Trumps kampagne på forhånd havde udpeget Miami som et nøgledistrikt i Republikanernes forsøg på at vinde Florida - den måske vigtigste af svingstaterne.
Florida har ved dette valg oplevet en stor stigning i antallet af brevstemmer generelt, og i weekenden havde næsten halvdelen af de 1,5 millioner registrerede vælgere i Miami stemt.
Det siger ikke noget i sig selv, at folk vælger at stemme før selve valgdagen, men Bloombergs analyse viser, at 127.000 af latino-brevstemmerne kom fra vælgere, som ikke har stemt ved tidligere valg.
Valgforskeren Daniel A. Smith, som står bag analysen, kalder den seneste tids mobilisering af latino-vælgere for "helt skør":
- Latino-vælgere over-performer i forhold til deres andel af vælgerkorpset, siger Daniel A. Smith.
Målrettet indsats i Nevada
Et andet sted, hvor Donald Trump sandsynligvis er nødt til at vinde for at nå op på de magiske 270 valgmænd, er ørkenstaten Nevada.
Men her har Demokraterne under ledelse af senator Harry Reid længe kørt en målrettet kampagne for at få flere latinoer til at stemme, skriver nyhedssitet Politico.
Indsatsen ser ud til at have båret frugt, når man kigger på brevstemmerne. Politico refererer data, der viser en stigning på 30 procent i antallet af latino-vælgere, som har valgt at stemme før tid, i forhold til 2012.
På baggrund af brevstemmerne og på grund af valgmatematikken i Nevada er både Politicos redaktør og den lokale analytiker Jon Ralston meget tæt på at erklære valget i staten for afgjort. Dette til trods for, at Donald Trump faktisk i øjeblikket fører i meningsmålingerne i Nevada.