Clinton udsætter besøg til Charlotte efter optøjer

De uroplagede by Charlotte i den vigtige svingstat North Carolina har ikke ressourcer til at stå for præsidentkandidaters sikkerhed.

Der har været flere demonstrationer efter skuddrabet. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Demokraternes bud på en ny præsident i USA, Hillary Clinton, udsætter sit besøg til den amerikanske by Charlotte, der de seneste dage har været ramt af optøjer.

Charlottes borgmester, Jennifer Roberts, har tidligere bedt de to store partiers præsidentkandidater om at udskyde deres besøg i byen på ubestemt tid, fordi byen med Roberts' ord har "begrænsede ressourcer til sikkerhed," skriver Reuters.

Optøjerne i byen tog for alvor fart, da den 43-årige sorte mand Scott Keith tirsdag blev skudt af en politibetjent. Keith var ellers ubevæbnet.

Urolighederne i byen har resulteret i, at der er indført undtagelsestilstand.

- Efter grundige diskussioner har vi besluttet os for at udsætte søndagens tur til Charlotte for ikke at optage for mange af byens ressourcer, skriver Clintons kampagnestab i en pressemeddelelse.

I stedet vil Clinton besøge byen næste søndag.

Byens betjente bærer kameraer, der optager situationer som den, der indtraf tirsdag. Men politiet har hidtil nægtet at offentliggøre optagelser af episoden.

Flere af ugens nætter er gået med sammenstød mellem demonstranter og politi.

Mindst ni mennesker er kommet til skade, og op mod 50 personer er blevet anholdt.

  • Ligger i vigtig stat

  • Charlotte ligger i North Carolina, der er en såkaldt svingstat, som kan komme til at spille en vigtig rolle i præsidentvalget.

  • Ifølge et gennemsnit af meningsmålinger fra hjemmesiden realclearpolitics.com har Trump overtaget føringen i delstaten, efter at optøjerne begyndte.

/ritzau/